All Her Fault

Åbningsscenen er et mareridtsscenarie for enhver forælder.

En mor ankommer til et hus for at hente sin femårige søn fra en legeaftale. Men det er en fremmed, der åbner døren.

Det viser sig, at det slet ikke er den rigtige adresse, moren har fået i sms’en. Og hende, som skulle have arrangeret legeaftalen, kender intet til den. Drengen er væk, og ingen ved, hvem der har hentet ham.

Sådan starter serien All Her Fault. Som højspændt kidnapnings-thriller, og for hvert afsnit lægges der på med nye drejninger, vildledninger og cliffhangere.

Forældrene til den kidnappede dreng er Marissa (Sarah Snook) og Peter (Jake Lacy). Begge arbejder i finansverdenen, så tankerne falder hurtigt på, om der kan ligge pengemæssige motiver bag.

Men opkaldet om løsesummen lader vente på sig, og snart fyger beskyldningerne i familien, der også omfatter Peters umodne søster og handikappede bror. Gradvist krakelerer fernissen og afslører en yderst dysfunktionel flok.

Sideløbende med kidnapningsplottet opstår der situationer, som henleder tankerne på den nylige debat om fuldtidsarbejdende kvinders psykiske arbejdsbyrde. Marissa og veninden Jenny (Dakota Fanning) jonglerer begge med travle karrierer, overivrige forældreråd og mænd, der stadig forventer, at de fleste hjemlige pligter tilfalder den kvindelige part.

Standardsvaret fra mændene ved dagens afslutning er de rosende ord: ”Du er en fantastisk mor!” En afvæbnende sætning, der skal afværge ethvert optræk til konfrontation.

Seriens største styrke er, at den for det meste er virkelig velspillet. Særligt Sarah Snook brillerer i hovedrollen som den stressede mor, og der er sjældent en scene, hvor hendes øjne ikke er en nuance af rødsprængt.

Men uanset hvor alvorligt skuespillerne tager dramaet, er det umuligt at komme udenom, at drejningerne er for mange og for langt ude. Når hele plottet er lagt til skue i sidste afsnit, bliver de enorme logiske krumspring og ophobede sammentræf alt for usandsynlige.

Det er ellers den overraskende udvikling i mysteriet, som serien i lange stræk lever højt på. Og det går også ganske forrygende i den første håndfuld afsnit (af ialt otte), hvor de velkomponerede afsluttende sekunder uden undtagelse giver én lyst til at se videre.

Men nogle gange er det bedst at stoppe, mens legen er god.

Det er især plottets sidste store afsløring, der skurrer. Den virker nemlig kun til at eksistere for at udpege en overdrevent skyldig skurk, så det hele kan rundes lykkeligt af uden løse ender.

I passager lægger historien ellers op til at behandle nogle større spørgsmål om klasseforskelle og økonomisk ulighed i et skævvredet USA. Men den systemiske kritik viger til fordel for en personlig forbrydelse, og det er ærgerligt, for det gør fortællingen mere mager.

Spørgsmålet om rigdom og privilegier træder også i baggrunden, efterhånden som handlingen skrider frem. I begyndelsen er hovedpersonerne bange for at blive stemplet som rige røvhuller af medierne, da det statistisk set vil gøre eftersøgningen mindre succesfuld.

Det er derfor skuffende, at der ikke bruges mere tid på at udforske deres hjemmesituation i de palælignende huse, hvor de fastansatte barnepiger trods alt må forventes at have en vis indvirkning på den mentale byrde.

Resultatet er, at serien i sine svageste momenter begynder at ligne en firkantet fortælling om superkvinder og skvatmikkelmænd.

Dakota Fannings fortravlede Jenny træder langsomt i baggrunden i forhold til hovedplottet, så man næsten glemmer, hun stadig er med.

Det er en skam, for de underholdende delelementer er på plads, og thriller-maskinen kører for fulde drøn. Men i det samlede indtryk fremstår serien mere som en buffet, hvor smagene stikker i forskellige retninger, end som en gryderet, hvor tingene har fået lov at koge sammen til en harmonisk helhed.