Serieanmeldelse
06. juli 2023
Agent

Agenten Joe (Esben Smed) holder møde med to af sine berømte klienter, Nikolaj og Nukâka Coster-Waldau.

Foto | Henrik Ohsten

Agent

Esben Smeds talent for komedie er det mest originale ved Nikolaj Lie Kaas’ filmbranchesatire, der er en firkantet fordanskning af Ring til min agent!

Af Bo Tao Michaëlis

Joe arbejder som agent for sin mor, som ejer et bureau for kunstnere i film- og underholdningsbranchen. Bureauet skal promovere kunstnere ude i verden, gøre dem rige og berømte og lave store kontrakter.

Joe er effektiv og entreprenant, en rar fyr, generøs og gelassen og en glad festabe. Men han har også problemer med sin ekskone og sin tiårige, gammelkloge datter. I øvrigt skylder han halvanden million kroner til en bøs mand, der overbevisende spilles af Thomas Blachman.

Der er nemlig det sjove ved Nikolaj Lie Kaas’ serie Agent, at de fleste medvirkende, skuespillere, kendisser og sågar medieglade politikere spiller sig selv.

I de fire første afsnit møder vi ud over omtalte Blachman skuespillerne Ulrich Thomsen, som gerne vil lave en film om ost, Nikolaj Coster-Waldau med hustruen Nukâka sammen med en skjald og Dar Salim i bedste James Bond-stil.

Vi oplever også en skuffet Lars Ranthe, som ikke får en filmpris, og Sidsel Babett Knudsen, der giver den hele armen som en anden hyperventilerende og kæderygende Jennifer Saunders fra den berømte, britiske sitcom Absolutely Fabulous.

Motoren i morsomhederne er, at alle de kendte får lov til at udlevere og parodiere sig selv med deres manerer og grimasser, dramatiske kendetegn og krukkede attituder, som vi elsker fra deres film og anden optræden.

Imens roder Joe sig ind og ud af klassiske komediesituationer, diverse forhindringer og pinligheder. Han bliver fyret af sin mor og mister mere og mere kontakt med sin forsømte datter.

Joe spilles forrygende, energisk og veloplagt af Esben Smed, som for en gang skyld ikke skal være dansk films vrede unge mand med en plan. Faktisk er Smed måske det mest originalt positive ved serien. At han afslører et klart talent for farce, lystspil og ikke mindst screwball-komedie.

Desuden skal Agent roses for sit lækre production design og i det hele taget det filmmæssige håndværk med relevant og jordnær brug af København.

Seriens forfatter og instruktør, Nikolaj Lie Kaas, kalder selv sit værk for ”en komedie oven på et drama”. Og der er ikke helt forkert. Men det havde været mere præcist at sige, at serien er en fordanskning af den franske serie Ring til min agent!, som Kaas indrømmer, at han kender.

Jeg undrer mig over, at man i TV 2’s pressemateriale undlader at pege på seriens franske forbindelse.

Ganske vist er den franske et ensemblespil centreret i et kontor, mens Agent mest er Joes trakasserier. Men ligesom hos franskmændene er pointen, at skuespillerne indforstået og kærligt udstiller sig selv som berømtheder.

I den franske serie kommer vi til filmfestivalen i Cannes, mens vi i Agent er til uddelingen af Robert-prisen. Det drejer sig begge steder om famøse aktører, som så gerne vil have succes, men har problemer i branchen.

Den franske serie er elegant, den danske mere elefant.

Med en grovkornet og egentlig modig humor, som ikke er bange for at udstille woke i det offentlige, tourette-syndromet og TV 2-journalisten Ulla Terkelsen. Eller putte en dværg i en vaskemaskine.

I det hele taget nærmer Agent sig det platte latterværk, som præger nyere folkekomedier, der handler om klassefester, jagtselskaber og julefrokoster. Vi kommer på kanotur i fjerde afsnit, og her skal man synes, det er morsomt, at man boller på en benzinstation og glemmer sit barn samme sted, og at en bil eksploderer på grund af ild.

Der er toner i serien, som er opfindsomme og skægge – især i de to første afsnit, før det hele bliver til lavkomik og prutpose.

Men vi griner forskelligt ad forskellige ting. Er man til Klown og i øvrigt ikke kender Ring til min agent!, vil man blive lårklaskende og larmende underholdt.

Titel:
Agent

Land:
Danmark

År:
2023

Serieskaber:
Nikolaj Lie Kaas

Medvirkende:
Esben Smed, Julie Agnete Vang, Selma Sol í Dali Pape, Mathilde Arcel, Ina-Miriam Rosenbaum

Spilletid:
Otte afsnit af cirka 40 minutter

Anmeldelse:
Fire afsnit

Premiere:
2. juli på TV 2 Play og 9. juli på TV 2

Relevante artikler

Berlinale 2023
22. feb. 2023
Komik skal gå til kanten

Komik skal gå til kanten

Nyhed
23. jan. 2023
Agenten lander i Berlin

Agenten lander i Berlin

Serieanmeldelse
20. feb. 2019
Ring til min agent!

Ring til min agent!

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
24. jan. 2026
Hans og hendes

Hans og hendes

Biografanmeldelse
22. jan. 2026
Drømme

Drømme

Serieanmeldelse
14. jan. 2026
Slangedræber

Slangedræber

Biografanmeldelse
14. jan. 2026
100 liter guld

100 liter guld

Nyhed
31. jan. 2026
Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington

Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington

Spillefilmdebutanten Zinnini Elkington løb med priserne for bedste film, bedste instruktør og bedste originale manuskript for Det andet offer, mens forhåndsfavoritten Pigen med nålen hjemtog flest statuetter – i alt otte.

Nyhed
30. jan. 2026
Deluca har opsagt sine medarbejdere

Deluca har opsagt sine medarbejdere

Melania
Biografanmeldelse
31. jan. 2026

Melania

Heated Rivalry
Serieanmeldelse
29. jan. 2026

Heated Rivalry

Greenland 2: Migration
Biografanmeldelse
29. jan. 2026

Greenland 2: Migration

Mest læste

Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington
Nyhed
31. jan. 2026

Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington

Deluca har opsagt sine medarbejdere
Nyhed
30. jan. 2026

Deluca har opsagt sine medarbejdere