CPH PIX
02. apr. 2014
Ækte vare

Kian Rosenberg Larsson med rapper-aliaset Gilli imponerer i debutrollen som frustreret rapper in spe, der ikke vil tabe ansigt til hjemmedrengene fra Københavns Vestegn.

Foto | Kenneth Nguyen

Ækte vare

Med improviseret ping-pong-dialog på ghettodansk og tonstunge beats fanger Fenar Ahmads solide debut pulsen i dansk ungdomsfilm anno 2014.

Af Nikolaj Mangurten Rubin

Der er desværre blevet meget langt mellem de kompetente og relevante danske ungdomsfilm.

I 70’erne og 80’erne var det ellers en genre, som stortrivedes herhjemme, men siden da er der blevet stadig længere mellem de film, som både har noget på hjerte og formår at appellere til målgruppen.

De senere år har titler som Christian E. Christiansens Råzone, Kaspar Munks You and Me Forever, Christina Rosendahls Supervoksen og Heidi Maria Faissts Frit Fald dog bevist, at man stadigvæk kan lave vedkommende realisme for det unge publikum.

Men de nye films udtryk ligger langt fra tidligere tiders ungdomshits som Mig og Charly, Zappa og Kundskabens træ. I dag er sproget råt og realismen uden forsonende elementer. Comic relief er der ikke meget af, og billeder, lyd og klipning er inspireret af både musikvideoer, reklamer og realityshows.

Sådan er det også med instruktør Fenar Ahmads solide debutfilm Ækte vare. Tidligere har han markeret sig med Super16-kortfilmen og teenage-portrættet Megaheavy, der kan ses på All Time Shortlist.

Ækte vare er fortalt i ungdommens egen sprogtone og har fokus på ungdommens egne problemstillinger om at finde sin identitet og sit ståsted under påvirkning af venner, familie og romantiske interesser.

Vi følger kammeraterne Mikael, Tariq, Samir og Eddie fra Københavns Vestegn, Brøndby Strand nærmere bestemt. De hænger ud sammen og hygger sig med at lave hiphop i hjemmestudiet, som de primært finansierer via indbrud og tyverier.

Faktisk stjæler de med arme og ben, så da den talentfulde Mikael (som i øvrigt også er klikens eneste etniske gammeldansker) får tilbudt et job hos den lidt ældre og etablerede rapstjerne Apollo, takker han ja til det i al hemmelighed. Han vil gerne have pengene og slippe for at lave kriminalitet, og han vil naturligvis også gerne have foden inden for i musikbranchen.

Men jobbet forbliver hemmeligt, da han ikke tør fortælle sine venner, at han har ”solgt ud” og skriver tekster for en poprapper.

Mikael lader som om, han stadig har sit gamle job som stilladsarbejder. Men i virkeligheden knokler han i Apollos studie hver dag og tager med chefen til koncerter i provinsen, hvor han også selv får lov at optræde og mærke berømmelsens sødme.

Snart bliver Mikael inviteret med til de fancy fester, får VIP-behandling og er omgivet af lækre piger.

Splittelsen mellem det nye og det, han kommer fra, vokser. Og han kan ikke stå med et ben i begge lejre – de to virkeligheder er for langt fra hinanden. Så selvfølgelig kommer der en konfrontation. Heldigvis er det ikke hundrede procent gennemskueligt, hvordan det udvikler sig, selvom filmens manus ikke er bange for at læne sig op ad nogle gevaldige klicheer undervejs.

En enkelt anke kunne være det utroværdige ved, at filmen indeholder et par scener med grov vold, som tilsyneladende kun har positive konsekvenser. Come on, altså!

Manuskriptet er ikke udpræget originalt, men til gengæld er personerne blændende godt castet. De unge mænd i kliken – Kian Rosenberg Larsson, Ali Sivandi, Lirim Jusufi og Benny Jamz – spiller overbevisende og troværdigt, og deres delvist improviserede ping-pong-dialog på ghettodansk er oprigtigt sjov og veloplagt hele filmen igennem.

Også Rasmus Hammerich er overbevisende i birollen som den egoistiske Apollo, og Marijana Jankovic og Maria Erwolter er troværdige i de kvindelige biroller.

Filmens musik er leveret af den unge generation: Gilli (hovedrolleindehaver Kian Rosenberg Larsson), Benny Jamz, Reza, Kesi, S!vas, samt Jens Ole McCoy og Hans Phillip (bandet Ukendt Kunstner). Fotograf, klipper og lydfolk har også gjort deres arbejde godt, og netop lydsiden imponerer ved at være markant gennemarbejdet og stilsikker.

Ungdommens rastløshed, problemer og glæder skildres genkendeligt i filmen, og stemningen er smittende i adskillige scener.

For fans af den unge danske hiphop med tunge beats, rå rap og autotune-effekter er filmen en no-brainer. For alle andre er den en chance for få et underholdende indblik i en del af dansk ungdomsliv netop nu.

Land:
Danmark

År:
2014

Instruktør:
Fenar Ahmad

Manuskript:
Anders Ølholm

Medvirkende:
Kian Rosenberg Larsson, Ali Sivandi, Lirim Jusufi, Benny Jamz, Marijana Jankovic, Maria Erwolter

Spilletid:
89 min.

Festivalpremiere:
Vises under Cph Pix 7. april kl. 21.30 i Grand og 11. april kl. 20.00 i Empire.

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
10. okt. 2016
Klanen

Klanen

Biografanmeldelse
01. dec. 2015
Louder Than Bombs

Louder Than Bombs

Biografanmeldelse
25. juni 2015
Bridgend

Bridgend

Essay
01. juni 2026
”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

Hvorfor stoppede Bo Green Jensen pludselig på Weekendavisen efter fire årtier? ”Til sidst var der bitter krig hele tiden,” fortalte han sørgmodigt til Ekko i november 2023 – en beretning, vi nu bringer med de nærmestes velsignelse.

Nyhed
31. maj 2026
DR er skyld i Deluca-konkurs

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

Nekrolog
29. maj 2026
Bo Green Jensen er død

Bo Green Jensen er død

007 First Light
Spilanmeldelse
01. juni 2026

007 First Light

Gone
Serieanmeldelse
01. juni 2026

Gone

Ben’Imana
festivalanmeldelse
30. maj 2026

Ben’Imana

Mest læste

Bo Green Jensen er død
Nekrolog
29. maj 2026

Bo Green Jensen er død

DR er skyld i Deluca-konkurs
Nyhed
31. maj 2026

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”
Essay
01. juni 2026

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”
Nyhed
11. juli 2024

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro