Anmeldelser Tagget med: cannes

Wes Andersons ensemblekomedie er et overdådigt festfyrværkeri af sjove og genialske indfald, men det bliver for meget af det gode.

Bong Joon-hos skamløst underholdende allegori over den absurde forskel mellem rig og fattig er ikke bare bedste film i 2019, men et hovedværk i moderne filmkunst.

Ruben Östlunds grænseoverskridende Guldpalmevinder er blændende original samfundssatire af en filmisk antropolog på toppen af sin karriere.

Eksilerede Mohammad Rasoulof bringer iranske kvinders kamp for ligestilling tilbage i søgelyset med et fængslende drama båret af stort mod.

Japanske Kore-eda får os ubesværet til at reflektere over moral og familiebegrebet i sin vidunderligt gribende Guldpalme-vinder, der er en af årets store film.

Besnærende fransk drama udfolder kvindelig erotik med vidunderlig sanselighed og kunsthistorien i baggrunden.

Den vildeste Guldpalme-vinder nogensinde blander ekstrem body horror og skør forvekslingskomik i en unik øjenåbner fuld af frigørende livslyst.

Production designeren har hovedrollen i Baz Luhrmanns ventede F. Scott Fitzgerald-filmatisering, der viser den amerikanske drøm set fra bagsiden.

Euphoria-skabers stangliderlige serie om kendisindustriens kødmarked lever højt på den farlige kemi mellem Lily-Rose Depp og The Weeknd.

Paolo Sorrentinos nye film blev hyldet af kritikerne på Cannes – men Lars Bukdahl vil ikke se giraffen, og han vil slet ikke se den forsvinde!

Det er stor kunst, når japanske Koreeda får os til at heppe på menneskehandel som et forsvar for en dybereliggende menneskelighed.

Mesterinstruktøren Cristian Mungiu placerer nådesløst sin fortælleskruetvinge i en rumænsk flække, hvor xenofobi og smålighed ødelægger julefreden.

Brasiliansk prisvinder om knægtede kvinder er en usædvanlig og elskelig storfilm, der giver los for farver og følelser.

Pawlikowskis personlige værk er et smerteligt og suggestivt vintereventyr om at leve på polsk under Den Kolde Krig.

Thailandsk mesterinstruktørs hypnotiske og sansekildrende film med Tilda Swinton får som en drømmende åbenbaring tiden til at stå stille.

Refn går linen ud som voldsfilmens Tarkovskij i Only God Forgives, der er et sublimt – og subliminalt! – grænseoverskridende stemningsdigt, men savner en historie og karakterer, man kan engagere sig i.