Biografanmeldelse
31. jan. 2023
De otte bjerge
Da faren dør, finder Pietro (Luca Marinelli, th.) sammen med barndomsvennen Bruno (Alessandro Borghi) for at genopbygge det forfaldne familiehus i bjergene. Foto | Alberto Novelli

De otte bjerge

Med epossets store fortællekurve rammer åndeløst smukt drama om to mænds venskab på en bjergside i Alperne strenge af længsel og vemod.

Af Rasmus Brendstrup

Det lyder nok banalt, men jeg har svært ved at komme i tanke om en smukkere og renere film om kærlighed end dette drama om to mænds venskab på en bjergside i Alperne. 

De mødes som tolvårige engang i 1980’erne – Bruno er fra alpebyen Grana og Pietro fra store, støjende Torino – og vi følger dem, til de er omkring de 40. 

De mødes altid om sommeren i den dal, der er Brunos hjem. Pietros forældre køber et gammelt kampestenshus i nabolandsbyen til feriebrug. Bruno er fra en fattig ostemagerfamilie, men de to drenge supplerer hinanden perfekt. 

Bruno er praktikeren, Pietro akademikerbarnet. 

De er totalt trygge i hinandens selskab, og det er barbenede somre, man drømmer om vil vare evigt. I familiernes øjne er de brødre. 

Så da krisen kradser økonomisk i landsbyen, tilbyder Pietros forældre for drengenes skyld (og muligvis også af forfængelighed) at adoptere Bruno og tage ham med til storbyen. 

Men Brunos fraværende far føler sig behandlet respektløst og kapper enhver forbindelse mellem de to familier. 

Pietro tilgiver aldrig sin egen far, at han har taget Bruno fra ham. Det koster forholdet mellem far og søn, der ellers var centreret om vandreture på gletsjere og berusende bakkekamme. 

Felix van Groeningen har tidligere lavet tåreperser-mesterværket The Broken Circle Breakdown, og Charlotte Vandermeersch har blandt andet spillet med i hans mere barokke underklassedrama The Misfortunates

Med De otte bjerge står de sammen bag kameraet og forener deres menneskekundskab med en ny ambition, der rummer både epossets store fortællekurve og en sans for det, der er uden for mennesket. 

Den hypersanselige, rå naturskønhed og sugende dybde i filmfotograf Ruben Impens’ billeder trækker på romantisk malerkunst, mens den svenske folkmusiker Daniel Norgren slår nostalgiens længselsfulde strenge an på lydsiden. 

Det er enormt sanseligt og emotionelt intimt. Og plottet følger trop. 

Bruno og Pietro udveksler ikke et ord i mange år, selv om dalen er den samme. To landsbyer kan være en verden fra hinanden, og liv går i forskellige retninger. 

Men når De otte bjerge er så rørende, er det, fordi de to – uden at de helt gennemskuer hvordan, og uden at filmen overbetoner det – alligevel bliver definerende for hinanden. 

Pietro gemmer Bruno og drømmen om et andet liv som et hul i sit hjerte, mens han drikker sig ned med universitetsvennerne og spilder voksenår på at tørre borde af. 

Imens gør Bruno det, man nu gør på de kanter: Knokler som en gal for at holde familiebiksen i live. Venter han ubevidst på sin ven? 

Først da Pietros far dør, og familiehuset spøger af henfald og minder, mødes de to barndomsvenner igen. Der er på en måde intet på spil, ingen skylder den anden noget. 

Nu er de i 30’erne. De kender ikke hinanden. Men måske er selve retningen i deres liv på spil, mens de genert gratulerer hinanden med to flotte fuldskæg. 

Allerede børneskuespillerne er fremragende, og ungdomsrollerne er castet med fysisk lighed og rammende gestik og kejtethed. Men i voksenrollerne giver Luca Marinelli og Alessandro Borghi menneskelighed til Pietro og Bruno på en ny måde. 

De er sårbare, varme, ærlige. 

Pietro har vin, veltalende venner, forfatterdrømme og en spirende kærlighed med op på bjerget. Bruno er stilfærdig og kantet. 

Livet går op og ned for dem begge i de følgende år med ægteskab, skilsmisse, flugt, succes, fallit. 

Bjerget står der uforknyt, mens følelserne mellem dem veksler fra kammeratskab og trøst til destruktiv vrede. Relationen er – modsat den beslægtede Brokeback Mountain – rent platonisk, og alligevel virker det, som om nærhedsbehov og jalousi ulmer. 

De otte bjerge er hverken naiv eller kynisk. Den favner venskabets tyngde og kompleksitet. Og den rammer strenge af længsel og vemod, som jeg ikke anede, jeg havde.

Titel:
De otte bjerge

Originaltitel:
Le otto montagne

Land:
Italien, Belgien, Frankrig

År:
2022

Instruktør:
Felix van Groeningen, Charlotte Vandermeersch

Manuskript:
Felix van Groeningen, Charlotte Vandermeersch

Medvirkende:
Luca Marinelli, Alessandro Borghi, Lupo Barbiero

Spilletid:
147 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
9. februar

Relevante artikler

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
08. juli 2026
Following

Following

Biografanmeldelse
10. juni 2026
Disclosure Day

Disclosure Day

Biografanmeldelse
26. maj 2026
Det blå spor

Det blå spor

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro