Dheepan

Dheepan binder den fine franske tradition for socialrealistiske problemfilm sammen med en helstøbt og nyskabende form for familiedrama, hvor skildringen af en forløjet, sammenbragt familie konstant er på randen af selvudslettelse.

Filmen kulminerer til sidst i en actionudladning af opsparet vildskab, da titelpersonen Dheepan – en frafalden, tamilsk tiger – går amok i en fransk ghetto styret af kriminelle bander.

Dheepan gør det i et desperat forsøg på at redde sin hustru og dermed genskabe den kernefamilie, han allerede én gang har fået udraderet. Omvendt hader hun Dheepan for at stået i vejen for hendes vej til frihed – hun vil faktisk væk fra ham.

Omdrejningspunktet er drømmen om et liv i Europa.

I en flygtningelejr på Sri Lanka møder Dheepan, der er i 40’erne og har været på borgerkrigens taberhold, kvinden Yalini og den forældreløse, niårige Illayaal. De foregiver at være en familie for at få asyl. Og med en død mands pas i hånden fører Dheepan dem til Europa.

Skæbnen og immigrationsmyndigheder byder dem en plads i Le Pré-Saint-Gervais uden for Paris. Et socialt boligområde med dugvåde marker. Her er bander og uudtalte spilleregler, men også jobmuligheder og en potentiel familielykke.

Men i forstadsmikrokosmosset bliver følelser, savn og håb gradvist sat i kog. Det kulminerer med Dheepans nærmest hallucinatoriske voldsudladning i røg og damp.

Finalen bringer mindelser om selvsikkerheden og respektløsheden i mesterværker som Bonnie og Clyde, The Deer Hunter og Easy Rider – film, der skifter gear og tonefald undervejs, men hvor den pludselige brutalitet er sociologisk forankret.

Dheepan kom fra baghjul og nappede Guldpalmen i Cannes foran favoritterne Sauls søn og Carol. Nogle kritikere fandt den halvbagt, men den er snarere usædvanligt fortalt, og den har mere psykologisk sammenhæng og mere på hjerte end flertallet af film, der har haft dansk premiere de seneste par år.

Det er en moralsk betændt sammenbrudsfilm båret af en humanisme, der er alt andet end blødsøden.

Akkurat som i fængselsdramaet Profeten udfolder Jacques Audiard med en detaljefornemmelse et miljø, som det må forekomme i nytilkomnes frøperspektiv. Her kan man ikke løbe fra sin fortid, men man kan skabe sig en ny tilværelse.

Og som i Smagen af rust og ben opbygger Audiard et kærlighedsdrama, hvor behov og fornuft strides, og hvor aggression og uformåen flyder sammen i en maskulint melodrama for begge køn. Audiards kærestepar er ikke de fingerflettende typer. De er dem, der smugkigger bag badeforhænget og drikker sig i hegnet, når tingene ikke arter sig.

Jacques Audiard er måske den instruktør, der lige nu laver dramatiske artfilm med størst autenticitet.

Han har en evne til at bringe sine karakterer til udfoldelse gennem en blanding af billedpoetiske greb, beskæringer og en uforceret, nuancerig og altid komplet overbevisende personinstruktion. I en duvende scene lader han små, lysende prikker materialisere sig til et sæt neonfarvede kaninører på hovedet af Dheepan, der helt glemmer at falbyde sit billige legetøj på en aftenmørk, europæisk gågade.

Vi har alle set en Dheepan. Og iscenesættelsen er præcis så hverdagsabsurd som den måde, hvorpå vi rutineret kigger på gadens folk. Jacques Audiard laver film, som hæver sig ubesværet over både budskaber, fortælleskabeloner og stilarter.