Anmeldelser

Døden lurer i enhver berøring i stærk ungdomsfilm om to forelskede teenagere, som lider af sygdommen cystisk fibrose.

Filmatiseringen af en af de mest kontroversielle Batman-historier forpasser chancen for at opdatere en nyklassiker.

László Nemes’ overmodige efterfølger til mesterværket Sauls søn bærer som et postkort fra en forsvunden æra på en morbid fascination, men intrigerne drukner i mystik.

Dansk debutant tegner et skiftevis brutalt og kærligt generationsportræt af fortabte, unge mennesker, der så hjertens gerne vil elske og elskes.

Isabelle Huppert morer sig med underholdende overspil, men psykologisk drama om moderbinding har for lidt historie og for meget staffage.

Norsk dansedrama underholder med charmerende skuespilpræstationer, et cool undergrundsmiljø og dansesekvenser af høj kvalitet.

Det kræver spidsede ører og dyb viden om popkultur at følge med i Julie Klausner og Billy Eichners grumme turbokomik. Men belønningen er spandevis af grin.

De uduelige ansatte avancerer til satans uduelige chefer i en komedie-toer, der er mere helstøbt end etteren, men stadigvæk kun moderat morsom.

Særpræget skildring af kulturen i en mexicansk ghetto i Los Angeles er fortalt med hjerteblod og sans for drama.

Richard Linklaters opfølger til mesterværket Boyhood er en nærmest demonstrativt lille college-komedie, men de to film har mere tilfælles, end man skulle tro.

Overlegen fotografering og eminent skuespil af Dar Salim og Lisa Carlehed løfter sorgdrama om et pars livskrise efter tabet af deres søn op i særklasse.

Norsk netserie giver et frisk indblik i ungdomskulturen i Oslo og fortæller både rørende og realistiske historier.

Anden sæson af det norske fodbolddrama er længe om at finde storformen, men med charmerende karakterer og et højaktuelt tema om homofobi på lægterne er den stadig seværdig.

Kvalmefremkaldende tv-dokumentar om overgrebsanklagerne mod R’n’B-stjernen R. Kelly leverer et overbevisende argument for ikke at adskille kunsten og kunstneren.

Kærlighedsromance og fransk retssalsdrama går ikke op i en højere enhed, selvom om skuespillet med vor egen Sidse Babett Knudsen er konstant tiltrækkende.

Det er fristende at erstatte ”nymfoman” med ”kunstner” og læse Nymphomaniac som Triers poetik. Men den er også legesyg, poetisk og vis. Og så har den Triers måske bedste scene nogensinde.