Oscuro Animal

Det colombianske drama Oscuro Animal er en film, der er fuld af kontraster.

Den mest iøjnefaldende og radikale er nok, at der ikke bliver sagt ét eneste ord i løbet af filmen. Alligevel er den langt fra en stumfilm, for Oscuro Animal er nemlig samtidig en film med masser af lyde.

Men karaktererne mægler ikke ét ord, så al handling og alle reaktioner formidles udelukkende gennem billedsiden og skuespillernes stumme ageren.

Til gengæld bliver man som publikum så endnu mere bevidst om alle filmens andre lyde og på det rent visuelle. Pludselig høres junglens cikader og fugle helt tydeligt, og hver en scene står æstetisk knivskarpt.

Oscuro Animal er en fortælling om tre kvinder, der flygter fra deres hjem i junglen til hovedstaden Bogotá. Området, de bor i, er plaget af krig mellem paramilitære enheder, uden at det helt bliver klart, hvad urolighederne består i, eller om de er autentiske.

De tre navnløse kvinder har det ikke godt i deres hjem. Den ene bliver voldtaget og vælger brutalt at slå manden ihjel, mens han sover. Alle tre tager de flugten gennem junglen, mens gråklædte soldater er i hælene på dem eller nogle andre.

Det er lidt uklart.

I det hele taget kræver Oscuro Animal tålmodighed og sagte fortolkningsarbejde af sit publikum. Det siger næsten sig selv, men når dialogen er fuldstændigt udeladt, er det ikke altid ligetil at forstå karakterernes følelser og handlinger.

I interviews fortæller filmens debuterende instruktør Felipe Guerrero, at det netop er en af pointene ved at udelade dialog. Efter mange års krig er menneskerne afskåret fra at tale med hinanden. Ligesom publikum skal anstrenge sig for at forstå filmen, har karaktererne også kommunikationsproblemer.

Man kan nærmest sige, at hvor sidste uges premiereaktuelle sci-fi-film Arrival handler om menneskets forsøg på at forstå og kommunikere med en fremmed livsform, har mennesket helt opgivet at tale med hinanden i Oscuro Animal.

Netop det greb står i skarp kontrast til resten af filmens udtryk, der virker meget realistisk og neddæmpet. Instruktør Felipe Guerrero skildrer nøgternt og usentimentalt sine personer i en observerende stil.

Det resulterer i nogle gudesmukke billeder af junglen og det fattige og hærgede landskab, som Guerrero og hans fotograf iscenesætter med visuel sans for detaljen.

Og så kommer vi igen tilbage til kontrasterne.

Oscuro Animal nyder at pendulere mellem stilhed og larm. I det ene øjeblik sidder to personer i en bil i en fredfyldt skov, i det næste brager radioen høj dødsmetal ud i højtalerne. Eller som den pulserende popmusik, der strømmer ud af en ghettoblaster i en hytte i den ellers rolige regnskov.

På samme måde veksler handlingen mellem sikkerhed og usikkerhed. Snart er personerne på flugt gennem junglen om natten i et højt tempo, snart er de rolige og gemmer sig i et forladt hus.

Filmens titel, der kan oversættes fra spansk til ”natdyr”, kan også forstås som en metafor for det, der truer kvinderne. De flygter konkret fra soldaterne og symbolsk fra naturen, der ligeledes ånder dem i nakken. Filmen skildrer kvindernes rejse fra naturen til byen. Endnu en kontrast.

Det er så voldsomt et greb at udelade dialogen i en spillefilm, at Oscuro Animal til tider snarere virker som en stiløvelse end et formfuldendt værk.

Alligevel er filmen både pirrende og udfordrende, og den lever netop i kraft af sit markante benspænd.