Tv-anmeldelse
21. dec. 2019
Den anden Dirch
Dirch Passer døde i 1980, blot 54 år gammel, men han nåede at brænde sig fast på nethinden hos generationer af danskere som den sjove og geniale komiker. Foto | Plus Pictures

Den anden Dirch

TV 2-dokumentar antyder, at den bløde, søde mand også kunne være et dumt svin, men vi mangler stadig analysen af en af landets største komikere.

Af Bo Tao Michaëlis

”Og det er rigtigt, at jo mindre jeg har at tage fat på, jo højere råber jeg. Nøjagtigt som man gør, når man er ved at drukne.”

Sådan sagde Dirch Passer i 1974. Udtalelsen faldt ifølge opslagsværket Danske filmskuespilleren i forbindelse med, at forfatteren Anders Bodelsen mente, at Passer havde udviklet sig til Danmarks dårligste komiker.

Seks år senere døde Dirch Passer i en alder af 54 år, nedslidt af for meget arbejde og alkohol.

Der er flere biografier om komikeren af mere eller mindre lødig karakter. Tallet på dokumentarfilm og udsendelser om ham er også mange. Ligesom bøgerne mere helgenportrætter end analytiske signalementer.

Der er tragiske toner i den spektakulære spillefilm Dirch, som mest handler om Passers geniale partnerskab med Kjeld Petersen. Det varede reelt kun i tre år – fra 1955 til 1958 med et comeback i 1962, hvor Petersen dør.

Alle er enige om, at vennens død var noget, Dirch Passer aldrig rigtigt kom sig over.

Men trods alt det materiale om Passer, forbliver han som kunstner og privatmand stadigvæk mere en gådefuld sfinks end hele Danmarks elskede Dirch.

Den anden Dirch rykker ikke ved billedet af klovnen, som græder inde bag sin maske – den sjove komiker, der er en melankoliker i skabet og en kunstner, som blev misbrugt af sine omgivelser. En overgearet arbejdsnarkoman og hardcore-alkoholiker.

Måske accentuerer filmen via indkaldte vidner, som fortæller og kommenterer løst og fast om ham, lidt tydeligere end før disse aspekter ved hans liv.

Inspireret af Asif Kapadias Amy ser vi ingen talking heads. Vi nøjes med at høre deres stemmer, mens vi oplever Dirch på billedsiden. Stemmerne er blandt andre Ulf Pilgaard, Daimi, Jytte Abildstrøm, Dirchs søster og datter, Klaus Pagh samt fra fortiden: Preben Kaas og Dirch selv.

Det eneste nye – i hvert fald for mig – er Judith Gringers stille vidnesbyrd om hendes kæresteri med Passer. Det var så alvorligt og dybt, at da han brat forlod hende på grund af en anden kvinde, der siden blev hans kone nummer to, tog hun i en alder af 21 hjem til sin mor.

Lidt for glemt i dag var Gringer en af vore mest raffinerede og sanselige komedienne. Den begavede brunette var elegant talentfuld til at spille dumme blondiner med pariserrøv og stram barm, men med bid i replikken og vid i blikket.

Det er Judith Gringers historie, som hiver Ole Junckers TV 2-dokumentar lidt ud af det vanlige fotoalbum med levende og døde billeder. Og giver antydninger af, at denne bløde, søde mand også nu og da kunne være et dumt svin.

Der er de kendte og vanlige klip fra Dirch Passers sceneoptræden og diverse film. Han medvirkede i en masse ligegyldige film for ussel mammon. Mere spændende er de fem Saga-film i makkerskab med Ove Sprogø, hans partner som uretfærdigt er kommet til at stå i skyggen af Kjeld.

I den første, Ved kongelunden fra 1953, udødeliggør makkerparret Sven Gyldmarks slager Der kommer altid en sporvogn og en pige til.

Med Ove Sprogø kom Dirch’ romantiske side som poetisk komiker frem. Buster Keaton – ikke Chaplin – var hans forbillede sideløbende med det gakkede crazy-komiske samspil med Kjeld Petersen.

Dirch Passers genialitet var, at han bemestrede begge dele, indtil han endte som baby i en hoppegynge ude i Cirkusrevyen.

At hans forskellige kompagnoner (nogle vil sige ”kumpaner”) både kunstnerisk og kommercielt – Henrik Sandberg, Åge Stentoft og Svend Borre – misbrugte ham, manes enten i jorden eller gås (b)lidt henover. Det er fair nok. Vi får som relativt nyt materiale optagelser fra hans Spaniens-ophold hos Åge Stentoft lige før sin død.

Den anden Dirch tegner et portræt af en mand, som aldrig kunne sige nej – slet ikke til noget med penge.

På filmens præmisser kan man muligvis ikke bebrejde, at den aldrig stikker et dybere spadestik end til lige at ridse med en gaffel i støvet. Men tilbage står, at vi endnu mangler den store analytiske diagnose af en af vore største komikere.

Titel:
Den anden Dirch

Land:
Danmark

År:
2019

Instruktør:
Ole Juncker

Medvirkende:
Dirch Passer, Judy Gringer, Ulf Pilgaard, Sonja Oppenhagen, Daimi

Spilletid:
50 minutter

Premiere:
27. december på TV 2 og TV 2 Play

Relevante artikler

Nyhed
29. aug. 2011
Publikum elsker Dirch

Publikum elsker Dirch

Essay
16. juni 2011
Smil gennem tårer

Smil gennem tårer

Fra samme skribent

Dvd-anmeldelse
25. juli 2026
The Return

The Return

Boganmeldelse
22. juli 2026
Amira

Amira

Biografanmeldelse
16. juli 2026
The Odyssey

The Odyssey

Serieanmeldelse
07. juli 2026
Hundene

Hundene

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro