Anmeldelser

Noir-mesteren Shane Blacks discolækre detektivhistorie er et godt bud på sommerens smarteste, sjoveste og mest stilrene actionkomedie.

Hou Hsiao-hsien har skabt en mageløs og fængslende film, der er så billedskøn, at den meget vel kan være årets smukkeste.

Vellykket filmatisering af populær graphic novel er et naivt, liderligt og genkendeligt indblik i en teenagepiges sind på tærsklen til voksenlivet.

Det er næsten perverst, at det sydamerikanske drama Slangens favntag fravælger junglens farver og er filmet i sort-hvid, men resultatet er mageløst.

Emmy-vinderen Veep er den ubestridte mester i politisk satire, og femte sæson fortsætter i overlegen stil og tårnhøjt tempo.

Lars Movins kærlige og kundskabsrige bog er et godt eksempel på, at tolkningen af kunsten kan være mindst lige så interessant som kunsten selv.

Herligt profane spydigheder går hånd i hånd med løsthumoristiske mærkværdigheder i den digitale tidsalders skarpeste komedieserie.

Carina Randløv rister kunstneren og spilopmageren Knud Pedersen en smuk, morsom og kongenial rune, som Ekko udgiver på dvd med næste nummer.

Komedie fra Island finder fornemt balancen mellem parodi og kærligt portræt af to stædige gamlinge med får.

Australsk debutant flytter overbevisende Ibsens Vildanden fra de skrå brædder til filmlærredet med et forrygende ensemble.

Med farverigt højt humør og jokes, der ingen ende vil tage, er det umuligt ikke at holde af Kimmy Schmidt og hendes positive livsindstilling.

Trods svagheder fremstår David Leans kærlighedsdrama med den russiske revolution som bagtæppe i dag som noget nær et mesterværk.

Frankrigs Oscar-nominerede Mustang er et både rørende og oprørende drama om fem unge kvinder, der bliver knægtet under den fundamentalistiske islam.

Marvel og Netflix rammer igen plet. Første halvdel af sæsonen er tv-kunst, der med nye personer sætter spørgsmålstegn ved den blinde superhelts selvtægt.

Room griber om struben på én og presser tårerne frem i øjnene, så selv Lars Bukdahl, der ellers er en inkarneret modstander af følelsesmanipulation, må overgive sig.

Jacques Audiard sætter fingeren på Europas ømmeste punkt med et potent og vildt drama, der er båret af en humanisme, som er alt andet end blødsøden.