Love & Friendship

Det er en almindelig udbredt opfattelse – for nu at parafrasere den første sætning i Jane Austens roman Stolthed og fordom – at der er få instruktører i denne verden, der er bedre til at dissekere opførslen og manererne hos de fabelagtigt rige og privilegerede end Whit Stillman.

Hans tidligere film – Metropolitan, Barcelona, The Last Days of Disco og Damsels in Distress – har overvejende udfoldet sig i de finere miljøer i prominente lokaliteter på den amerikanske østkyst og smarte oversøiske hotspots. Og de har handlet om hvide, berettigede salonløver og nydelige sociale rangklatrere, som han har observeret med både humor og hengivenhed.

Med andre ord har Stillman den perfekte følsomhed til at overføre Jane Austens fornøjeligt spydige novelle Lady Susan.

Den er en af hendes tidlige tekster, der aldrig blev udgivet i hendes levetid, måske fordi heltinden er meget mere amoralsk og grådig i sammenligning med de renskurede Emma Woodhouse og Elizabeth Bennet.

Love & Friendship laver ikke nogen moralske løfter om, at det gode vil sejre over det onde, og det gør den måske til den mest ideelle Austen-tekst i disse brutale, barske tider.

Under alle omstændigheder er det et kløgtigt valg af materiale for Stillman, der aldrig før har benyttet sig af en anden forfatters værk.

Med fin føling har han oversat dens struktur i form af en serie af breve til det store lærred, og det giver ham mulighed for at genforene sine stjerner fra The Last Days of Disco: Kate Beckinsale and Chloë Sevigny. Bekcinsale er Lady Susan Vernon (Beckinsale), en smuk, farlig og ubarmhjertig enke, mens Sevigny spiller hendes kære veninde Mrs. Alicia Johnson (Sevigny), en amerikaner, der ligesom heltinderne i en Henry James-roman har giftet sig ind i den britiske landadel.

Efter at have lavet en skandale i det sidste velbårne hjem, hun boede i, hænger Lady Susan nu på sin svigerfamilie, Charles Vernon (Justin Edwards) og hans kone Catherine Decourcy (Emma Greenwell). Den sidstnævnte gennemskuer Lady Susans tricks og spil, men er ikke i stand til at forhindre den snu femme fatale fra at charmere sin bror Reginald DeCourcy (Xavier Samuel), som det ser ud til, at Susan vil gøre til sin næste ægteskabelige sejr.

Eller måske kan han gå an som ægtemand til Susans egen datter Frederica (Morfydd Clark), en sød pige, som har tilbragt hele sit liv vansmægtende i morens skygge.

Selvom kostumerne og de svulstige frisurer er spektakulære og rammer tidens stil perfekt, ser produktionen lidt for billig ud til, at det helt overbeviser. De statslige irske huse, der er brugt for at få lidt co-produktions-kroner, kan ikke matche sig med de engelske herregårde, vi forventer fra Austens univers. Men skuespillerne passer perfekt til Stillmans vision og kan levere deres dialog på et trippende, hæsblæsende tempo med selvsikkerhed.

De er i den grad klædt på til at antyde de skæve personligheder og karakterernes absurditeter. For eksempel er Tom Bennet et komisk vidunder som den eklatant dumme Sir James Martin. Han er en mulig bejler til Frederica og fuld af frydefuld overraskelse, da han støder på lækre små, grønne kugler på sin tallerken, som hans medspisere kalder ”ærter”.

Kate Beckinsale har aldrig været bedre, end hun er nu. Hun oser af iskold, snu og diamanthård arrogance, mens hun smider om sig med den ene lækre replik efter den anden. Med et smil på læben betror hun sig triumferende til Alicia, at det er lykkedes hende at tørre Fredericia af på sin familie. Hun tilstår, at hun med tiden har lært at sætte ”en smule” pris på sin datters selskab, men hun er ”endnu ikke så selvoptaget, at hun ønsker at være i følgeskab med et barn”.

Man må håbe på, at det ikke tager atten år til, før Beckinsale igen bliver genforenet med Stillman i et nyt filmprojekt.