Anmeldelser

Lee Cronins tredje horrorfilm markedsføres misvisende som en mumiefortælling, og selv om den er kompetent udført, er det noget hult bras.

Instruktøren bag en af verdens bedste filmatiseringer af et videospil kaster sig over et af verdens bedste spil, men resultatet er skuffende: Monstrene er ikke spor uhyggelige.

Paul Dano snakker og snakker i rollen som manden, der hjalp Putin til magten, og kun Jude Laws imitation af diktatoren er et lille lyspunkt i søvndyssende drama.

Med en blanding af overfladisk action og savlende nonsens reduceres gentleman-agenten til en rå børste i skikkelse af Jason Statham.

Musikken puster lidt storhed ind i norsk-svensk børnefilm, der ellers fremstår som en billig kopi af den efterhånden alt for velkendte amerikanske superheltefortælling.

Ægteskabelige trakasserier forklædes som thriller i en mordhistorie, der føles lige så vedkommende som et støvet fotoalbum hos en fjern slægtning.

Serieversionen af Lone Theils’ krimier om den opsøgende journalist Nora Sand er iscenesat med en alvor og langsommelighed, som var Carl Th. Dreyer genopstået.

Sympatisk modtræk til Taylor Sheridans reaktionære revolverunivers er en rodløs ramasjang uden sammenhæng og med lige så megen humor som en dødsannonce.

Julia Ducournaus opfølger til body horror-sensationen Titane er en rodet og unødigt kompliceret aids-fabel, hvis æstetisering til tider føles som en uværdig behandling af epidemiens ofre.

Murakami-filmatisering om et jordskælvs efterdønninger vakler mellem det symbolske og det sentimentale, mens den følelsesmæssige dybde fordamper minut for minut.

Toeren af feelgood-komedien om kvinder på den anden side af livets midte fortaber sig i turistagtige billeder, og føleriet er begrænset til hastige skavanker, som hurtigt klares med kærtegn.

Hollywood plagierer sig selv med sportsserie, hvis humorforladte manuskript og rollebesætning skriger på komikere.

Virkelighed, fantasi og halvhjertet samfundsanalyse blandes i en pærevælling, der ofte virker lige så skizofren som den nekrofile seriemorder Ed Gein.

Sidste kapitel i fortællingen om Downton Abbey er en nostalgisk, flad omgang, der prøver at behage sine mange fans, men nok ender med at skuffe dem.

Uopfindsom og trættende blanding af sequel og remake har kun interesse som afslutningen på den paranormale Conjuring-serie.

Komedien om to umage vagter i en pengetransport får kun Ekkos anmelder til at trække på smilebåndet en enkelt gang. Eddie Murphy bør vælge roller med mere substans.