Rejsen mod nord

”Hver gang en klokke ringer, får en engel sine vinger.” 

Med den replik slutter Frank Capras elskede juleklassiker Det er herligt at leve. Den spøger i Rejsen mod nord, en norsk animationsfilm skrevet og instrueret af romanforfatteren Bente Lohne. 

Det er hendes instruktørdebut og første filmcredit som manuskriptforfatter siden Codex (2016), en obskur amerikansk konspirations-thriller instrueret af Häkon Gundersen, som er Bente Lohnes mand og nu også har produceret Rejsen mod nord. Det forklarer måske, at hun har fået tjansen som animationsinstruktør. 

De computeranimerede personer i Rejsen mod nord ligner plastik, som var filmen 25 år gammel, og de bevæger sig melodramatisk med teatergestik. Ligeledes er designet af filmens figurer og baggrunde temmelig tynget af konvention, hvilket også gælder filmens billedkompositioner og kamerabevægelser. 

For eksempel er den kvindelige skurks palads en forfrossen klynge tårne og buer, som tydeligt strækker filmens sparsomme fantasi og oldnordiske 3D-teknik til bristepunktet. 

Bente Lohne har skrevet en bog bygget over filmen, herhjemme udgivet af Carlsen. Det er derfor noget overraskende, at også filmens plot er blottet for originalitet. 

Som udgangspunkt er filmen baseret på H.C. Andersens Snedronningen fra 1844. I modsætningen til Kasper Juhls filmatisering af eventyret i den aktuelle antologifilm Yndige mennesker, er det en loyal gengivelse af Andersens fortælling om den lille pige Gerda, der rejser langt for at redde vennen Kay, som er blevet kidnappet af Snedronningen. 

Filmen udelader dog eventyrets helt essentielle element: troldspejlet, hvis splinter er H.C. Andersens metafor for nogle menneskers tendens til kun at se de negative ting. 

Undervejs på sin færd flyver helten på en gås, en idé hentet fra svenske Selma Lagerlöfs roman Nils Holgerssons forunderlige rejse gennem Sverige (1906-07). Andetsteds møder hun en samedreng i en slæde trukket af et rensdyr – et genbrug fra finske Zacharias Topelius’ Sampo Lappelill. En saga från Lappland (1860). 

Samedrengen dukker også op i Disneys animationsfilm Frost (2013), hvor han hedder Kristoff. Det er et af flere punkter, hvor Rejsen mod nord minder om Frost og andre Disney-film. 

Især fremstår Snedronningen her som en kombination af Frost-dronningen Elsa og Tangled-skurken Mother Gothel. Altså en camp-diva, og ligesom boyband-dæmonerne i Kpop Demon Hunters et uheldigt eksempel på queerkoder anvendt synonymt med ondskab. 

Snedronningen holder sig kunstigt ung ligesom i de mange film om blodbaderen Elizabeth Báthory og kan manifestere sig som et ansigt i en snestorm, ligesom Imhoteps ansigt i sandstormen i The Mummy. 

Måske er disse elementer indlagt for at retfærdiggøre romanudgaven af filmen, i fald den lille dreng fra Kejserens nye klæder skulle spørge: ”Hvorfor dog ikke bare genudgive Snedronningen?” 

Til Bente Lohnes ære må siges, at hun selv nævner sine primære kilder – dog ikke, at Gerdas skytsengel er planket fra førnævnte Det er herligt at leve. 

Her skal englen Clarence redde James Stewarts generøse bankmand fra selvmord, og lykkes det, får englen sine vinger.

I Rejsen mod nord hedder englen Lilly, og lykkes hendes mission, får hun sin glorie. 

Én, der næppe får en glorie, er den ansvarlige bag filmens markedsføring. På filmplakaten, på Wikipedia, på IMDb, på den danske distributørs Facebook-side og så fremdeles dominerer navnet Mads Mikkelsen som filmens trækplaster. 

I virkeligheden lægger Mads Mikkelsen stemme til en birolle, nemlig drengens far, der ligner H.C. Andersen. At sælge filmen på Mads Mikkelsens navn er mildt sagt misvisende. 

Jeg har ikke læst romanudgaven af filmen, måske er den fremragende, men jeg har læst H.C. Andersens eventyr, som er genialt, og jeg har set filmen. Her kommer forklaringen på, at jeg startede denne anmeldelse med Capra-citatet. Vel er jeg ikke James Stewart, og disse linjer er ikke en Hollywood-finale, men dog siger jeg: 

Hver gang kasseapparatet ringer, fordi der er solgt billet til en dårlig film, græder en engel snot.