Madklubben – Hjemme igen

I Barbara Topsøe-Rothenborgs komedie Madklubben fra 2020 er tre ungdomsveninder blevet til ældre kvinder med hver sine problemer, hver sin baggrund og navnlig livsstil.

Den lidt forsagte Marie er blevet forladt af sin mand for en yngre og mere erotisk model. Så overtaler hun de to andre, Vanja og Berling, til at tage på madkursus i Italien.

Ikke ligefrem en original menu. For er der ét udenlandsk land, som er blevet evindeligt (mis)brugt i dansk film, er det netop La Bella Italia. Således fik vi italiensk for viderekomne med spaghetti, pasta og velformede, latinske kokkemænd. Og landet, hvor citronerne blomstrer, er jo immer fascinerende og charmerende.

Efterfølgeren hedder Madklubben – Hjemme igen, og hjem er ligesom i etteren Sydfyn. De tre veninder er flyttet sammen i en stor villa med plads til alle. Det er egentlig Maries mors domicil, men hun er flyttet på plejehjem.

Vanja (Kirsten Lehfeldt) er blevet bedstemor, men datteren vil ikke lade hende passe barnebarnet. Marie (Kirsten Olesen), der er endnu ikke kommet sig over sin skilsmisse, går til psykolog, plaget af et minimalt selvværd med oplevelsen af at være kedelig.

Den sofistikerede Berling (Stina Ekblad) bliver pludselig fyret fra sit job i et auktionshus. Gode råd er dyre, men så finder Berling ud af, at de skal lave en madfestival for sydfynske producenter af mad og drikke. Den skal op at stå.

Det er sådan set filmens handling, der i løbet af halvanden times spilletid er tyndere end en fynsk æbleskrald. Undervejs dukker Michael Falch op som en glad enkemand, der har en gårdbutik med masser af æbler på glas og i kasser.

Marie stopper op ved butikken, og uden at røbe for meget kommer der amoriner i abildgården. Endelig er der Maries mor (Judy Gringer), som hele tiden vil have en lille én. Eller snarere en masse små skarpe.

Gringer er et skægt lyspunkt i den temmelig begivenhedsløse film. Jamen, der er da lidt problemer undervejs, for kærligheden kender ingen alder, og man må ikke glemme sine børn på bekostning af en ny mand i huset.

Der er også Rasmus Botoft og Mia Lyhne som fjollet pr-par. De er aldrig rigtigt sjove og er vel mest med som kiksede gengangere fra første madklub. Kurt Ravn kommer lige forbi som en floskel af en folkelig borgmester med god vilje og regional patriotisme.

Kirsten Olesen, Stina Ekblad og Kirsten Lehfeldt er selvfølgelig gode som de tre hjerteveninder, der er der for hinanden, når det kniber. Men de har ikke meget at gøre godt med. Deres replikker ligner i heldigste fald en kær kliché, og handlingens dialoger er som dramatiske paraplyer, der aldrig slås ud.

Vi befinder os i feelgood-genren, og intentionen er oprigtigt sympatisk: et fokus på kvinder på den anden side af overgangsalderen, hvor ”livet fortsætter med samme intensitet” og ”uafhængigt af kroppens forfald”, som Charlotte Sachs Bostrup formulerer det i pressematerialet.

Men føleriet er behersket til hastige skavanker, som hurtigt klares med kærtegn. Charlotte Sachs Bostrup, som ellers er ferm til følsomme ensemblefilm (Mødregruppen og Kartellet), har sat historien noget anonymt i scene.

Fyns sommer er ikke at kimse af, og vi får da også mange skønne billeder og ikke så lidt direkte produktplacering i den turistagtige film, der naturligvis er finansieret af den regionale filmfond FilmFyn og Det Danske Filminstitut. For som det siges i filmen: Sydfyn vil gerne overhale Bornholm som gastronomisk solskinsø.

Men hovedproblemet er, at filmen ikke rigtigt ved, om den skal være en spøjs folkekomedie eller en realistisk føl-dig-godt-tilpas-film.

Den første udgave af madklubben har en hyldest til søsterskab, og man mærker langt mere miljøets velfunderede middelklassesegment. I den sydfynske provinsidyl med vinøs sorgløshed og velbjerget virkelighed savner man noget realisme.

Mest vedkommende i den lange reklame for ”Fyns fristelser”, madfestivalens navn, er den vordende, men vanskelige affære mellem Kirsten Olesen og Michael Falch. Her kommer der en fragil og bittersød fokusering på selvopfattelse og sensommerkærlighed, hvor et kys alligevel er mere end et kys.