Anmeldelser

Seks instruktører lader seks arkitektoniske perler komme til orde efter devisen ”hvis væggene kunne tale”. Men forceret poetiske voice-overs forhindrer de flotte billeder i at tale for sig selv.

Per Fly viser sig som en håndværkssikker og ofte elegant fortæller i portrættet af den svenske jazz-dronning. Men manuskriptet skøjter på overfladen og indeholder en pinlig, historisk fejl.

George Clooneys stjernebesatte heltekvad drukner i halvplatte jokes og en lemfældig omgang med det autentiske forlæg.

Disneys løgnagtige trædreng vender hjem til Støvlelandet i Enzo D’Alòs Pinocchio. Toscana er mageløst tegnet, men historien fortælles kluntet og uden humor.

At deltage i en skamfuld middag iført virtual reality-briller er en banebrydende oplevelse, der hæmmes af teknologiske begrænsninger.

Meryl Streep og Julia Roberts ryger i totterne på hinanden i stjernebesat drama, der er mere til for skuespillernes skyld end for publikums.

Udluftning og udskiftning giver tiltrængt ny energi til Far til fire. Manuskriptet sopper dog stadig rundt i samme sikre lavvande.

Den Oscar-spåede Matthew McConaugheys maniske metodespil i rollen som aids-ramt cowboy får anmelderens blyant til at knække.

Filmen om talentshow-succesen Paul Potts, der gik fra mobiltelefonsælger til operasanger, er opbyggelig og lovlig honningsød.

Robert De Niro og Sylvester Stallone slipper helskindet fra deres parodi på Jake LaMotta og Rocky, men filmen mangler den sidste, hårdtslående humoristiske pondus.

Alfons Åbergs spillefilmdebut er en sød, lille fortælling om hundeejere og hverdagsmagi. Men man savner uvægerligt Thomas Windings stemme.

Walking With Dinosaurs er en spektakulært flot 3D-rejse tilbage til kridttiden, men desværre er historien en tam omgang coming of age.

Hypet horrorduo fortsætter med at udfordre genrens rammer, men der er alligevel lidt for meget deja-vu i deres nye film.

Jesper Christensen brænder igennem i Jan Troells udsøgt fotograferede film, der desværre føles sært uforløst. Kan ses hele ugen i Cinemateket.

Når man ser filmen om verdens mest berømte pornostjerne, spørger man sig selv: Hvorfor skal vi bruge tid på Linda Lovelaces skæbne?

Anden del af The Hunger Games-trilogien minder så meget om seriens første film, at den mest bare er en appetitvækker inden seriens lovende afslutning.