Sekten der stjal børn

Nogle af dem blev født ind i sekten. Andre af børnene blev ulovligt adopteret fra sociale institutioner i Australien i 1960’erne og 70’erne, da de var helt små. Alle gik i samme tøj og fik navnet Hamilton-Byrne efter sektens leder, den betagende smukke kvinde Anne.

Alle, voksne som børn, skulle meditere, dyrke yoga og lære om spirituelle filosoffer fra Østen. Alle skulle åndeligt klædes på til at modstå en kommende dommedag.

Nu som voksne, langt fra sektens klør, åbner børnene af sekten munden foran kameraet.

En fortæller, at hun blev påtvunget LSD i et mørkt rum. En anden fortæller, at hun blev slået. En tredje fortæller, at han blev så sindssyg af sekten, at han satte ild til biler.

En detektiv fra politiet fortæller, hvordan de opsporede børnene i Anne Hamilton-Byrnes villa i 1987 og befriede dem, og hvordan de i 1993 fik lagt sag an mod sektens ledende ægtepar, Anne og Bill.

Hårene på kroppen rejser sig, som de grusomme anekdoter udfolder sig. Det sørger de klassiske violiner og fortællerne for. Akkompagneret af syrede animationsvideoer a la Pink Floyds The Wall for at illudere et syretrip. Eller af arkivoptagelser af smilende Anne og legende børn til lyden af opera.

I 60’erne mødtes Anne Hamilton-Byrne med andre spirituelt interesserede, og snart opstod en kult på flere hundrede, som eksperimenterede spirituelt. Vennerne blev flere, nogle af noblere rang, som kunne sikre adoptionerne. Børnene sultede og blev tæsket. I 70’erne fik sekten fri adgang til et psykiatrisk privathospital med piller til enhver smag. Udadtil var den et alternativt yoga-center.

Vi får desværre ikke helt nok at vide om sekten, ritualerne, hvordan og hvorfor. Der bliver plads til at fortælle, at Anne Hamilton-Byrnes mor var skizofren-paranoid, og at hendes trang til at adoptere forældreløse børn og opdrage dem disciplinært må have været et udslag af hendes egen, brogede opvækst.

Samtidig bliver den traditionelle fortællestil med ofrene i centrum lovlig monoton. Ansigterne fortæller med øjnene rettet direkte ind i kameraet. Af og til ned i jorden. Bag dem er en sort væg. Særligt i anden halvdel får den knoglerne til at sitre efter horror.

Især når filmen keder med stillestående naturbilleder: et hus set fra helikopterperspektiv, en detektiv, der kører i bil, en trappe i et tomt hus, et fly, der letter og hænder under en vandhane for at illustrere tvangshandlinger.

Der er mere at komme efter end jævn dramadokumentar og ofrenes anekdoter, tænker man. Der bliver fortalt om de onde, men deres tilstedeværelse mangler. Sekten eksisterer endnu. Sektens ansigt, den selvudnævnte og påståede inkarnation af Jesus Kristus, Anne Hamilton-Byrne, lever endnu. Sekten mødes hver uge. Det får vi at vide i dokumentaren, men først til slut.

Hvis nu Hunter S. Thompson, Tom Wolfe eller vores helt egen danske gonzo-dokumentarist, Mads Brügger, havde fået idéen til at lave denne dokumentar, ville de fortællende ansigters historietime være byttet ud med levende reportage og originalt materiale.

De havde muligvis opsøgt sekten og ladet sig indlogere. De havde ladet sig rulle ind i sektens spind, taget LSD og mediteret sig til de højere spirituelle magter. En skønne dag ville de skride, rige på hemmelige optagelser og psykedeliske oplevelser.

De eksperimenterende 60’ere og 70’ere fænger, men der mangler farveboblende syreguitarer, der vibrerer hele vejen ind i sekten, så vi bliver pirret af mystikken og forstår forhekselsen. Kun en mand fra sekten bliver interviewet, men han forsvarer blot sekten ved at fortælle, at børnene har glemt, hvor godt de også havde det.

Han bliver dermed heller ikke udnyttet som ond karakter i hvad der kunne have været veldrejet, dokumentarisk horror. Det lader til, at respekten for de pårørende og berøringsangsten har været for stor.