A Cure for Wellness

”Der findes en sygdom i os alle sammen,” lyder det i starten af Gore Verbinskis gyser A Cure for Wellness.

”Først når vi ved, hvad den er, kan vi finde en kur.”

Ordene er ikke en hypokonders, men de er nedfældet i et brev, som direktøren for et stort investeringsselskab sender til sin bestyrelse.

Direktøren er gået i eksil på et kombineret kurbad og sanatorium i de schweiziske Alper for at blive kureret for den sygdom, han mener, findes i os alle. Det huer bestemt ikke bestyrelsen, der straks sender den unge og ambitiøse Lockhart (Dane DeHaan) til Schweiz for at hente direktøren hjem.

Hvis man har set en film eller to om anstalter og sanatorier, ved man, at det ikke tegner godt. Tænk blot på Dr. Caligaris kabinet, Gøgereden eller Shutter Island.

Og ganske rigtigt fatter Lockhart lynhurtigt mistanke til forholdene på kurbadet, der som i en gotisk fortælling ligger isoleret i Alperne. Stedet ledes af den karismatiske overlæge Volmer (Jason Isaacs), der umiddelbart virker hjælpsom, men kontrollerer alle sine patienter med hård hånd.

Stedet er kendt for sit rene og helbredende vand, som Volmer tilskynder sine patienter at drikke jævnligt. Da Lockhart oplever flere og flere mystiske hændelser og samtidig møder den unge, men mystiske Hannah (Mia Goth fra Lars von Triers Nymphomaniac), begynder han imidlertid at stille spørgsmålstegn ved Volmers intentioner.

Uden han ved af det, er han pludselig selv patient på kurbadet.

A Cure for Wellness er på mange måder en vild og meget atypisk film. Og selv om Gore Verbinski er instruktøren bag biografbaskere som The Ring, Pirates of the Caribbean-filmene og Rango er det imponerende, at han har fået lov til at lave en film, der ligner en europæisk artfilm.

A Cure for Wellness er uden tvivl en af de flotteste og visuelt gennemførte gyserfilm længe. Hver en scene og hvert et billede er komponeret med stor sikkerhed og visuel konsekvens. Farverne er holdt i matte og koldblege nuancer, hvor især grå, hvid og grøn er de dominerende farver.

Verbinski og hans fotograf Bojan Bazelli kan lave billeder, der ætser sig fast på godt og ondt. Desværre mest det sidste, for A Cure for Wellness udvikler sig efterhånden til en gyser, der dyrker nærbilleder af ekstremt frastødende situationer.

Første gang man for alvor væmmes af en gruopvækkende, men smuk iscenesat scene, er da Lockhart sættes ned i en såkaldt sanseberøvelsestank. Fuld af vand i kropstemperatur berøves man sine sanser og bringes tilbage til fosterstadiet. Lockhart tror, han er alene i vandet, men overdynges snart af frådende, aggressive ål.

Eller gør han? Det er et spørgsmål, man flere steder undervejs stiller sig selv.

Noget er tydeligvis galt på sanatoriet, men er det Lockhart, der hallucinerer, eller har han i virkeligheden ret i sine bange antagelser?

Den gåde fungerer stimulerende og ganske pirrende i filmens første halvdel. Men mod slutningen og især i den sidste tredjedel falder fortællingen sammen, og filmen degenerer til en flad og usammenhængende Hollywood-gyser.

Et godt stykke af vejen er A Cure for Wellness ellers en positiv og anderledes visuel oplevelse. Slår man Verbinskis navn op, støder man flere steder på beskrivelsen ”en visionær instruktør”, og det er han bestemt også.

Problemet er blot, at A Cure for Wellness i sidste ende spænder ben for sig selv og ikke rigtig bliver mere end en visuelt visionær, men overfladisk og alt for lang oplevelse.

Gore Verbinski har fortalt, at han ønsker at lave et værk i samme tradition som Stanley Kubricks Ondskabens hotel og Roman Polanskis Rosemarys baby. Men de højder når A Cure for Wellness langt fra, selv om Verbinski flere gange kipper med flaget og sender en indforstået hilsen til Kubricks film.

A Cure for Wellness vil gerne sige noget om vores syge samfund, men finder hverken kuren eller vejen dertil.