The Great Wall

Verden har i høj grad brug for fortællinger om frugtbare møder mellem kulturer i en tid, hvor bulderbasser brøler om grænsebomme og mure.

Og det er da herligt, at lejesoldaten William (Matt Damon) kommer godt ud af det med en hel kinesisk hær i 1100-tallets Kina i Zhang Yimous The Great Wall.

Så langt så godt.

William er på togt med soldaterkammeraten Tovar (Pedro Pascal fra Narcos) efter sortkrudt, da de støder hovedet mod Den Kinesiske Mur. Det imposante bygningsværk præsenteres i et satellitperspektiv, hvorfra den ligner en blottet blodåre gennem Asien, og Zhang Yimous overlegne fornemmelse for bjergtagende billeder giver sig til kende.

Yimou har hentet priser i Cannes, Berlin og Venedig, og han er især kendt for Wuxia-filmene Hero (2002) og House of Flying Daggers (2004), hvor elegante fægtere ikke lader sig begrænse af fysikkens love.

I de to film fremstiller instruktøren den kinesiske natur, som var den farvelagt med pastos maling, og på denne baggrund udspiller sig nationale sagn om heltemod. Resultat fremstår særegent og pirrende eksotisk.

Det samme kan ikke siges om The Great Wall.

Det er en skræmt hær, de to lejesoldater møder ved muren. For glubske, køteragtige uhyrer med reptilhud angriber fæstningen i håb om at komme ind i kejserriget. Kineserne kan godt bruge et par stærke mænd med våbensnilde, og snart glemmer William alt om sortkrudt-missionen.

Når dis lægger sig om muren og områdets bjerge som et tegn på dystre tider, viser Zhang Yimou, at han stadig kan komponere stemningsmættede scenarier.

Men billederne synes ikke længere særegne. The Great Wall er nok indbydende, men farvevalgene er mere konservative end i kineserens tidligere værker, og de geniale æstetiske valg udebliver.

Under tilblivelsen af Hero fik Yimou sorteret utallige nedfaldne efterårsblade efter en farveskala, således at underlaget så helt rigtigt ud i en afgørende kampscene.

Den slags arbejde er ingen blevet udsat for i denne kinesisk-amerikanske koproduktion, og The Great Wall ligner enhver anden velproduceret blockbuster.

I hæren fungerer Lin Mae (Jing Tian) som en af lederne, og filmens tre manuskriptforfattere – Carlo Bernard, Doug Miro og Tony Gilroy – har dygtigt kreeret en snarrådig, mangefacetteret bifigur, som Matt Damons karakter kan sende lange blikke efter.

På andre områder halter The Great Wall. Filmen svinger monotont mellem forberedelse til det ene monsterangreb efter det andet, og det efterlader os med Williams udvikling som omdrejningspunktet for fortællingen.

Og her bliver The Great Wall for banal.

William ankommer til muren med samme mentalitet som monstrene: Han er grådig. Skal kampen vindes, må han hæve sig over dem og blive heltemodig.

Den unuancerede modsætning mellem glubsk grådighed og opofrende heroisme gør The Great Wall tandløs.

Zhang Yimou fik i 1994 At leve bandlyst i Kina, fordi styret mente, at den skildrede landets historie for kritisk. Siden blev han taget til nåde, da han fik ansvaret for åbnings- og afslutningsceremonien ved OL i Beijing 2008.

Det burde næsten være umuligt ikke at udtrykke sig bare en kende politisk, når man instruerer en film om en mur, der skal beskytte en nation. Men det lykkes desværre for Yimou, idet det gode og det onde forsimples så eftertrykkeligt.

Yimou kan virtuost koreografere statister i hobetal, så blodige slag bliver til elegante opvisninger. Denne gang er hans særegne krigsscener imidlertid blevet hollywoodificieret, og filmen tør ikke tage stilling til noget som helst.

Mødet mellem Øst og Vest rummer mange interessante kulturforskelle, men i The Great Wall nivelleres de til en farveløs masse.