Anmeldelser

Jacques Audiard sætter fingeren på Europas ømmeste punkt med et potent og vildt drama, der er båret af en humanisme, som er alt andet end blødsøden.

Solbeskinnet Netflix-serie fra Los Angeles er charmerende afslappet, men kan ikke beslutte sig for, om den vil være sjov eller alvorlig.

Science fiction-drama forklædt som kammerspil er en underholdende og charmerende efterfølger til Cloverfield.

Oasis-hår og utallige liter elefantsæd kan ikke skjule, at Sacha Baron Cohen var sjovere, dengang han satte sig selv på spil i autentiske situationer.

Todd Haynes’ drama er en af det tredje årtusindes bedste film, fordi den sublimt bruger det visuelle medie til at fortælle historien om et lesbisk konventionsopgør i 1950’erne.

Forfatterne bag Rejseholdet – Peter Thorsboe og Mai Brostrøm – rammer ved siden af med klichéfyldt, svensk krimiserie, der er kvælende politisk korrekt.

Kultserien havde stået sig bedre med et rigtigt reboot, hvor handlingen pegede fremad i stedet for tilbage. Chris Carters hang til mytologi trækker serien i den forkerte retning.

Tidens måske bedste komiker, Louis C.K., går uden om de store selskaber og bryder konventionerne med portersort sit-com på sin egen hjemmeside.

En komedieserie om Frederik Fetterlein med reality-stjernen selv i hovedrollen er ikke helt så håbløs, som det lyder.

Stolen begynder for alvor at vakle under Frank Underwood, og det giver nyt liv til serien om hensynsløsheden på magtens tinder.

Charlie Kaufman – forfatteren bag Being John Malkovich – har skabt en overrumplende dybsindig animationsfilm om en antihelt, der længes efter autenticitet.

Den tredje film om Carl Mørck og hans Afdeling Q er flot fortalt, men også triviel og unødvendigt blodig i sin psykopatjagt.

Smuk film fra Etiopien om en dreng og hans lam på flugt fra dum maskulinitet vil åbne børns øjne for eventyr andre steder på kloden.

Lidt lang i spyttet, men mundvandet blev til sidst samlet til en sort og blodig spytklart i en fremragende serie, der formåede at blotlægge finansiel kriminalitet.

Opdatering af 90’er-hyggelig sitcom er en tåbelig idé, der for fans af den gamle serie må føles som at se nogen forgribe sig på et familiemedlem.

Hella Joofs komedieserie om den lykkelige skilsmisse er bedst, når den giver efter for moderkroppens liderlighed. Heldigvis er der masser af onani.