En rød løber for Asta Nielsen

Tind røber i starten af filmen, hvorfor hun i sin tid fattede interesse for Asta Nielsen. Det var hverken hendes skuespilkunst, historie eller film, der gjorde udslaget. Det var den omstændighed, at Tinds mor også hedder Asta og har fødselsdag samme dag som divaen, nemlig den 11. september.

Desuden har Tind boet i den ejendom, Nielsen blev født i på Gammel Kongevej i København. Og for at det ikke skal være løgn, faldt hun engang i en antikvarboghandel over et brev på lyserødt brevpapir, skrevet af Asta Nielsen.

Med sådanne utrolige sammenfald og personlige berøringsflader er det selvklart, at Tind – der tidligere har skrevet bogen Astas skygge om Nielsen – også måtte lave en film om hende.

Endnu én.

Som filminteresserede vil vide, er der skrevet flere bøger om stumfilmstjernen, udgivet brevsamlinger og der forskes stadig i og holdes internationale konferencer om Nielsen. Og i portrætfilmen Den talende muse (2003) fik hun mæle gennem telefonsamtaler, hemmeligt optaget af en beundrer i 1950’erne. Endelig lavede filmens instruktør Torben Skjødt-Jensen også tv-filmen Afgrunden (2003) om Nielsens forhold til datteren Jesta.

Ikke desto mindre har Eva Tind gjort det til sin mission at hente Asta Nielsen ud af glemslen. Eller som det hedder i pressematerialet ønsker hun at ”skabe en sult efter hende, der forbliver et mysterium for beskueren”.

Nielsen ligger begravet i de ukendtes grav på Vestre Kirkegård, hvor Tind i filmens første minutter ruller en rød løber ud over kirkegårdsstien. Man kan ikke undgå at bemærke, at løberen ikke er særligt rød. Nærmere fesenrød.

Og så er der det uheldige i symbolikken. En rød løber foran et gravsted? Hvad er det egentlig, Tind har gang i? Det står klart nogle og halvtreds minutter senere. Målet er faktisk at fremmane ”die Asta”.

I løbet af filmen sminkes Tinds kronvidne, skuespilleren Bodil Jørgensen, til at ligne Nielsen, som hun til sidst gestalter.

Bodil Jørgensens forbindelse til Nielsen består i, at hun engang har fået to af hendes armbånd i bryllupsgave. Der var noget særligt ved hendes arme og hendes gestik, udtaler hun om sin navnkundige kollega. Hun var stærk og udtryksfuld, og Bodil Jørgensen ville slet ikke kunne tåle at møde hende, tror hun. Så vidt kommer det da heldigvis heller ikke.

Divaen træder ikke frem som levende død. Vi må nøjes med Jørgensens fortolkning af hende.

Det er kulmination på den fetichisme og dødskult, der gennemsyrer Tinds film. Undervejs har hun overnattet steder, hvor Nielsen har opholdt sig og mødt mennesker med (mest fjern) forbindelse til Nielsen.

Og for at hjælpe åndemaningen på vej har Tind iscenesat sine medvirkende i tableauer, som er inspireret af scener fra Nielsens liv og film.

Således kan Jørgen Sprogøe – søn af Ove – opleves i brudeslør. Han var som barn vidne til, at Asta Nielsen slukkede sit høreapparat, når hun havde fået nok af snak. Og den 95-årige filmhistoriker Marguerite Engberg giver den med kappe og kårde efter at have harceleret over, at filmprisen Bodil i sin tid blev opkaldt efter to samtidige filmskikkelser (Bodil Ipsen og Bodil Kjer) og ikke efter Nielsen, som havde været verdensberømt i en svunden tid.

Vi introduceres også til Nielsens dødsmaske. Den er endt hos Torben Skjødt-Jensen, der viser den frem for en benovet Eva Tind.

En rød løber for Asta Nielsen rummer flere løsrevne filmklip fra Asta Nielsens karriere, men de præsenteres ganske uden indsigt i den tid, hun levede og arbejdede i. For en nutidig betragter vil det derfor være ret uforståeligt, hvori Asta Nielsens talent egentlig bestod.

Stik imod hensigten tænker man efter filmen: ”Hvil i fred, Asta.”