Anmeldelser

Anden sæson fortsætter, hvor den første slap, og lader til at blive endnu et tankevækkende og isnende bekendtskab takket være storspil af Elisabeth Moss og co.

Elvira Linds portræt af en amerikansk danser er en noget tam skildring af sjælekvalerne ved at forfølge ens kreative drømme.

Ualmindeligt smuk og smertefuldt brutal krigsfilm hylder de ukendte helte og smukke tabere i Finlands krig mod Rusland i 1940’erne.

Sprød action, blodtørstige kvinder og ninjarobotter er bare en brøkdel af de eventyrlige elementer, som vi møder i anden sæson af verdens måske bedste sci-fi-serie.

Amerikansk ungdomsdrama om en dødeligt syg pige har gode intentioner, men mangler modet til at konfrontere publikum med de barske realiteter.

Monsterfilm med Dwayne Johnson tager et tåbeligt arkadespil og drukner den sparsomme underholdning i unødvendige forklaringer.

Troværdige Diane Kruger bliver ladt i stikken af et hævndrama, der mister overblikket og forspilder chancen for at gå i clinch med hadforbrydelser.

Tennisdrama finder ikke intensiteten på banen, men leverer et servees i skildringen af kvindeforkæmperen Billie Jean King.

John Krasinskis musestille debut formår det umulige at få nakkehårene til at rejse sig og tårerne til at trille i lige dele monsterfilm og familiedrama.

Medrivende actionsekvenser kan ikke redde kupfilm, der skæmmes af den måske mest irriterende filmhelt i nyere tid.

Personligt drama og storpolitik går op i en højere end, når Spielberg suverænt udfolder en af USA’s største whistleblower-historier med et kvindeligt fokus og forelskede 70’er-billeder.

Harry Dean Stantons fantastiske fjæs bliver betaget undersøgt i en film, der er mest sublim, når hovedpersonen foretager sig så lidt som muligt.

Bill Hader er omringet af underholdende karakterer i dybsindig tv-serie, hvor han stjæler billedet som morsom lejemorder med ar på sjælen.

Det er stadigvæk underholdende at se robotter og monstre slå løs på hinanden, men opfølgeren til Guillermo del Toros etter mangler mesterens visionære blik.

Steven Spielbergs Ready Player One er et overflødighedshorn af popkulturelle referencer og en sympatisk hyldest til nørdernes triumf, men magien mangler.

Måske burde vi stoppe med at dyrke Michael Haneke, der fortsætter den samme bitre og humorforladte nihilisme, mens mennesker fra alle sociale klasser kæmper for at skabe forandringer.