Biografanmeldelse
12. dec. 2018
Christian IV – den sidste rejse

Kong Christian (Baard Owe) tager på sine sidste dage en karettur fra Hillerød til København, men han bruger kun noget af tiden på at spejde ud over det danske landskab.

Foto | Jason Idris Alami

Christian IV – den sidste rejse

Baard Owe er i sin sidste rolle bevægende som Christian IV, men interessen for stortalentet Kasper Kalles karetspil kvæles død i en snigende, men stigende kedsomhed.

Af Bo Tao Michaëlis

Adelsfrøken Kirsten Munk blev i 1615 gift til venstre hånd med Christian IV. I løbet af elleve år fik hun tolv børn med ham, men forholdet sluttede i 1628, antagelig fordi hun indledte et forhold til en tysk rhingreve i dansk tjeneste.

Hun smed sågar sin ægtemand ud af soveværelset, og kongen kom sig aldrig over at være blevet gjort til hanrej. Efter sigende mødtes og forsonedes de aldrig siden.

Men sammen med manuskriptforfatter Trine Appel har instruktøren Kasper Kalle foranstaltet et sidste, konfronterende møde mellem de gamle elskende, der er blevet fjender, i sin debutspillefilm Christian IV – den sidste rejse. Kalle, der tidligere hed Skovsbøl, tog afgang på Filmskolen i 2015 med det ekspressive og roste heksejagtdrama Sorte måne.

I året 1648 er en døende Kong Christian på vej hjem til Rosenborg i København i sin karet, og undervejs samler han Kirsten op fra den husarrest, hvor han har placeret hende. Han giver hende et tilbud: Hvis hun indrømmer sin brøde, vil han sætte hende fri.

Således kommer de to godt op at køre, imens kongens livlæge (Peter Plaugborg) forsøger dels at lindre kongens smerter, dels at holde ham i live med vin og mystisk tobak i piben. Ansigt til ansigt med Kirsten kommer kongen ned ad både mindernes søde veje og mørke gyder, altid kredsende om dengang, hun faldt til føje for en anden mand, mens han blev såret ved fronten.

Stoffet er oplagt til en grandios og glamourøs film med krig og kærlighed, kappe og kårde, lidenskab og liderlighed. Men Kasper Kalle har valgt at levere et klaustrofobisk kammerspil, eller snarere karetspil, hvor spillerne kværner løs, mens kulissen kører gennem skove og over vand. I omtrent halvanden time sidder vi i vognen med kongen og konen – Kirsten, som nok var hans største, men langt fra eneste kærlighed.

Stridspunktet er ikke en kongelig affære med potentielt dødelig udgang, men et benægtet svigt mellem gamle elskende. Tidsmæssigt pendler vi fra ungdom til alderdom, mens kameraet holdes tæt på det sparsomme persongalleri.

Filmen er Baard Owes sidste før hans død som 81-årig i 2017, og historien er helt og aldeles hans, når han som den døende Christian bevidst underspiller og bevægende gestalter kongen mere som menneske end monark (mens han ret uretfærdigt overstråler Rudi Køhnke som den unge konge).

Baard Owe får fint mod- og medspil af Karen-Lise Mynster som den ældre Kirsten Munk, der i begyndelsen kraftigt bedyrer sin uskyld. Men da vi også ser hende som ung og bedårende, en delikat og nedringet Rosalinde Mynster, sammen med greven, en meget arisk Gustav Dyekjær Giese, bliver sandheden en ganske anden.

Imens trækker hestene det tunge læs gennem vår og vinter. Sproget er også tungt, selv om den formelle tone er blødt op med moderne replikker og ord som ”menstruation”, ”alkohol” og ”metermål” – anakronismer er undskyldelige, så længe de ikke hæmmer dramatisk drive og historisk indlevelse. Men den lidt opstyltede jargon ledte for undertegnede tankerne hen på en ganske anden Den Sidste Rejse, nemlig en bedemandsforretning på Østerbro.

Historien bliver for langstrakt i dens lukkede kiste, hvor interessen kvæles død i en snigende, men stigende kedsomhed. Selv om alle skuespillere gør alt, hvad de kan for at gøre sagen nærværende, begynder man at se ud af diligencens vinduer i håb om at få øje på noget andet end ansigter, der taler og taler.

Nuvel er Danmark smukt i al slags vejr, men ikke nødvendigvis sindsoprivende som kulisse for en rullende alvorssnak. Vi nærmer os et hørespil med smukke billeder.

Man rammes af en voksende ligegyldighed om, hvem der gik i seng med hvem. Filmen mangler simpelthen enten noget traditionelt 1600-talsdrama med historiske gevandter og kulørt ramasjang eller en kalejdoskopisk og inciterende fortælling, som vil mere og andet end at langtidsstege en affære om royal utroskab engang i Danmarkshistorien.

Titel:
Christian IV – den sidste rejse

Land:
Danmark

År:
2018

Instruktør:
Kasper Kalle

Manuskript:
Trine Appel, Kasper Kalle

Medvirkende:
Baard Owe, Karen-Lise Mynster, Rosalinde Mynster, Rudi Køhnke, Peter Plaugborg

Spilletid:
90 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
13. december

Fra samme skribent

Dvd-anmeldelse
25. juli 2026
The Return

The Return

Boganmeldelse
22. juli 2026
Amira

Amira

Biografanmeldelse
16. juli 2026
The Odyssey

The Odyssey

Serieanmeldelse
07. juli 2026
Hundene

Hundene

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro