Robin Hood

Robin Hood-historien er blevet fortalt til døde, men denne gang er historien helt anderledes, forsikres vi indledningsvis om af en fortællerstemme.

Eller med andre ord: ”Det her er ikke din bedstemors Robin Hood, det er hardcore, bro!”

Det er ikke svært at forestille sig folkene bag dette sorte hul af en film give hinanden high fives og skulderklap, mens de gratulerer sig selv for at have vendt formularen på hovedet.

Men at den klassiske historie om tyven, der stjæler fra de rige og giver til de fattige, er fortalt anderledes, viser sig hurtigt at være en sandhed med modifikationer.

Den første nævneværdige forskel introduceres med det samme, da Robin (Taron Egerton) og hans udkårne Marian har byttet roller. Robin er i denne omgang en nobel herre og godsejer, mens Marian er fra ringe kår.

Da han tager hende i at stjæle en hest fra godsets stald – naturligvis i fuld makeup og iklædt et korset med dyb kavalergang som alle fattige bønder – får han Marian på andre tanker ved at begynde at råsnave hende.

Rolleombytningen får dog ikke den store betydning. Robin sendes stadig af sted for at bekæmpe maurerne i Det Tredje Korstog, og det gøres tydeligt fra starten, at han er en mand af folket, da han protesterer imod at henrette maurerske krigsfanger.

En scene mellem Marian og Robin postcoitus, hvor de diskuterer klasseskel og social uretfærdighed, kunne have forklaret hans medmenneskelighed, men i stedet tager filmen det fuldstændigt for givet, at en britisk rigmands hjerte i 1100-tallet banker for de svageste.

Den anden store forskel bliver introduceret, da Robin sendes hjem til sit gods. Det er blevet ransaget af Sheriffen af Nottingham, der har meldt Robin død, mens Marian er faldet i armene på det lokale talerør for den underkuede arbejderklasse, Will Scarlet (Jamie Dornan).

I en af filmens morsomste scener brækker Robin sig i afsky, da han ser sin tidligere kæreste kysse med Fifty Shades-skuespilleren. Henrettelser fik ham kun til at rynke på næsen, så det siger lidt om hans prioriteringer.

Herfra bliver Robin Hood forvandlet til Batman.

Mentoren John (Jamie Foxx) fortæller ham, at han må spille rollen som rigmand for at komme tæt på sine fjender om dagen og stjæle fra dem som sit alterego The Hood om natten.

Samtidig befinder Robin sig i det samme trekantsdrama som Bruce Wayne i The Dark Knight. Marian spiller rollen som Rachel Dawes, og Will Scarlet er Harvey Dent. Og for at det ikke skal være løgn, får Will vitterligt svitset halvdelen af ansigtet af.

Sjældent har man oplevet en film, der så skamløst stjæler med arme og ben. Men lige meget hjælper det.

Robins omgang med Nottinghams aristokrater fører ikke til noget, og i en af filmens få selvbevidste øjeblikke bliver han trods hætten straks genkendt af Marian. Et ganske sødt øjeblik mellem de to, som ødelægges af, at der ikke er noget imponerende ved at udpege sine egne inkompetencer.

Christopher Nolans Batman-trilogi er dog langt fra de eneste film, Robin Hood febrilsk kigger over skulderen. Hele åbningssekvensen er filmet, som var vi tilbage i Mogadishus smalle gyder i Black Hawk Down. Her nærmer filmen sig ufrivilligt noget nær absurd komik, da M16-gevær skiftes ud med bue og pil, mens Robin og hans kampsvende er iklædt camouflage og skudsikre veste.

Den anakronistiske stilart fortsætter i Nottingham, hvor Fader Tuck har læsebriller, rebeller kaster med molotov-cocktails og ude i den industrielle forstad, der skal forestille en mineby, snakkes der om klasseoprør.

Det er ikke svært at se, at instruktøren Otto Bathurst har arbejdet på det britiske mellemkrigsdrama Peaky Blinders.

Hvorfor har man ikke bare placeret historien omkring Første Verdenskrig? Det havde unægtelig været modigt med en blockbuster, hvor heltene var kommunistiske anarkister, der bekæmpede korrupte embedsmænd og opportunistiske kapitalister.