Anmeldelser

Efter horrorfilmen It Follows har David Robert Mitchell begået en udsyret psyko-thriller med et drømmeagtigt Los Angeles og mere sex end i nogen nyere amerikansk film.

Eventyr om en godhjertet pige og en farverig skurkeduo skaber naturlig magi og en sympatisk morale i ånden fra Miyazaki.

Portrætfilm graver en af New Hollywood-generationens mest skæve instruktører, Hal Ashby, frem af glemslen og giver én lyst til at se eller gense mesterværker som Harold og Maude og Velkommen, Mr. Chance.

Disney prøver at bryde sin dårlige vane med hjernedøde genindspilninger af gamle klenodier ved at lave en fortsættelse. Men os fans narrer man ikke!

Ubåden gør sig godt som filmisk kulisse og symbol på Den Kolde Krig, men holder kun akkurat en tynd historie oven vande.

Danmarks største komiker, Anders Matthesen, rusker op i børn og voksne med en vidunderligt morsom og meningsfuld animationsfilm.

Med betagende skønhed beretter tysk film en opsigtsvækkende, autentisk historie fra Anden Verdenskrig om menneskets higen efter mening og iboende ondskab.

Sanselig og malerisk smuk animationsfilm udfolder en ulvehunds inderste væsen.

Fortsættelsen af Creed genoptager koldkrigskampen mod Rusland, men det er et velfortalt boksedrama, hvor de mange slag faktisk betyder noget.

Susanne Bier har ikke meget at arbejde med i postapokalyptisk sci-fi-drama, der byder på drypvis spænding, men er for pæn i skildringen af Jordens undergang.

Usædvanlig dokumentar om en palæstinensisk piges opvækst på Vestbredden er øjenåbnende, rørende og nem at identificere sig med.

Drama fra et af de mest afsidesliggende steder på planeten er en gribende beretning om sorg og syndsforladelse, der formidabelt fortælles med billedsymbolik og drømmelogik.

Det Danske Filminstitut er blevet berøvet to millioner kroner i den mest amatøragtige danske spillefilm i mands minde.

Sydkoreanske Park Chan-wooks forførende seriedebut om spionage mellem Israel og Palæstina er et intelligent skakspil fra folkene bag Susanne Biers Natportieren.

Med humor og kærlighed til tegneserierne giver den bedste Spider-Man-film siden toeren fra 2004 fanen videre til en anden end Peter Parker.

Filmen om den drønstærke havmand byder på vild action og bombastiske effekter, men tager sig selv lidt for alvorligt.