Biografanmeldelse
29. maj 2019
Edie
I sit livs efterår begiver Edie (Sheila Hancock) sig på egen hånd op i de skotske højdedrag for at opfylde en livslang drøm. Foto | Cape Wrath Films

Edie

Pensionistens pendant til Into the Wild er en hjertevarm fortælling om, at det aldrig er for sent at udleve sine drømme.

Af Frida Marquard

Håret er gråt, ryggen stiv og ansigtet rynket. Alligevel er der ikke noget, som kan afholde pensionerede Edie (Sheila Hancock) fra at bestige det 731 meter høje bjerg Suilven beliggende i det skotske højland.

Hun er en stædig dame på 83 somre – en arbejdshest, der gør sin pligt og holder ud, selv når arbejdet bliver drøjt.

En hjerneblødning gjorde tredive år tidligere hendes mand handicappet. Han har været bundet til en kørestol og haft brug for hjælp døgnet rundt. I al den tid har han kun haft Edie til at hjælpe sig.

Hun har måttet sætte alle sine egne ønsker og drømme til side, mens hun tog sig af sin mands skrantende helbred. Tilmed var ægteskabet aldrig et lykkeligt et af slagsen, og Edie var i den grad under sin mands tøffel.

Men nu er han død, og hun står pludselig med et helt nyt liv at forholde sig til.

Og hvad er så prisen for over tredive års pligtopfyldende tjeneste i familien? Hendes datter sender hende på plejehjem, hvor hun kan lave blomsterbinding, drikke rød saftevand og sygne væk i ren kedsomhed blandt de andre oldinge.

Men i stedet for at forlade på livet i institutionen giver Edie sig selv en sidste udfordring. Hun pakker en kuffert og springer på et tog fra sit hjem i England til en lille by i det skotske bjerglandskab, hvor hun vil bestige Suilven.

Hun vil udleve en livslang drøm, men også opfylde et ufuldendt løfte, som hun gav til sin far.

Edie er en slags Into the Wild for pensionister.

Ligesom Sean Penns overlevelsesdrama fra 2007 handler filmen om et menneskes forsøg på at overvinde den vilde naturs strabadser på egen hånd. Det tjener her som en måde at læge hovedpersonens dybtliggende sår, så hun kan lære, at kun med hjælp fra andre kan man opnå sine drømme.

På sin færd møder Edie nemlig den unge butiksindehaver og campingentusiast Jonny (Kevin Guthrie). Han må overtale egenhændige Edie til at lade ham hjælpe hende med bjergbestigningen. Det er i samspillet mellem dem, at Edie langsomt begynder at løsne op og lukke andre mennesker ind i sit liv.

Man forelsker sig i billederne ud over det bugtede skotske højland, hvor bakker, søer og skove fremstår aldeles bedårende. Samtidig forstærker og tydeliggør den åbenlyse isolation og naturens barskhed udfordringerne i Edies mission.

Titelpersonen spilles af Sheila Hancock, der er 86 år i dag og altså også var godt oppe i årene, da filmen blev optaget for nogle år siden. Filmens mange og hårde udendørsoptagelser taget i betragtning kan man som publikum kun håbe, at man er i samme vigør, når man er på hendes alder. Hun spiller Edie med en gnaven sødme, der går godt overens med Jonnys stille godmodighed.

Filmen får et par humoristiske indfald ud af Edie som den fremmede, der er kommet på dybt vand. Som da Jonny overbeviser hende om at overnatte i hans lejlighed, eller da han hiver hende med på bar sammen med hans venner.

Det bliver dog til tider også en lige lovlig letbenet affære. Forholdet mellem Edie og Jonny står ikke helt skarpt, så kontrasterne mellem dem bliver ikke udnyttet fuldt ud – hverken komisk eller dramatisk. Filmen introducerer ligeledes et par lettere omsonste sidehistorier, der ikke fører historien nogen vegne.

Men i sidste ende er Edie en fornøjelig feelgood-film for det grå guld. Det er også en fin påmindelse til de yngre generationer om, at alder ikke er en stopklods for håb og drømme. Og at den ej heller bremser én i at forfølge sine drømme – selv ud i den mest øde vildmark.

Titel:
Edie

Land:
England

År:
2017

Instruktør:
Simon Hunter

Manuskript:
Elizabeth O'Halloran

Medvirkende:
Sheila Hancock, Kevin Guthrie, Wendy Morgan, Paul Brannigan

Spilletid:
102 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
29. maj

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
08. jan. 2020
Lad mig falde

Lad mig falde

Serieanmeldelse
03. jan. 2020
Dracula

Dracula

Essay
01. juni 2026
”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

Hvorfor stoppede Bo Green Jensen pludselig på Weekendavisen efter fire årtier? ”Til sidst var der bitter krig hele tiden,” fortalte han sørgmodigt til Ekko i november 2023 – en beretning, vi nu bringer med de nærmestes velsignelse.

Nyhed
31. maj 2026
DR er skyld i Deluca-konkurs

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

Nekrolog
29. maj 2026
Bo Green Jensen er død

Bo Green Jensen er død

007 First Light
Spilanmeldelse
01. juni 2026

007 First Light

Gone
Serieanmeldelse
01. juni 2026

Gone

Ben’Imana
festivalanmeldelse
30. maj 2026

Ben’Imana

Mest læste

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”
Essay
01. juni 2026

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

Bo Green Jensen er død
Nekrolog
29. maj 2026

Bo Green Jensen er død

DR er skyld i Deluca-konkurs
Nyhed
31. maj 2026

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”
Nyhed
11. juli 2024

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro