70/30

Står vi alle som musikanter på Titanic og spiller violin, mens skuden er ved at synke?

Det er en af de velkendte metaforer, som bliver benyttet i 70/30, der handler om den klimapolitiske debat op til Folketingsvalget i 2019.

Det foregik for under to år siden, men der er godt nok løbet meget vand i åen siden det såkaldte klimavalg, hvor danskerne stemte for grønne tiltag.

”Klimaforandringerne er øverst på dagsordenen,” siger Morten Østergaard i filmen, der inde fra magtens centrum følger forhandlingerne op til valget.

Det er en mærkværdig oplevelse at se den daværende leder for Radikale Venstre efter den #MeToo-sag, der ikke bare kostede ham topposten i sit parti, men også har lagt hans politiske karriere i ruiner.

Endnu mere mærkeligt er det, at han til tider nærmest sniger sig ind foran kameraet, når en af filmens egentlige hovedpersoner – Ida Auken – følges på sit arbejde. Hun var partiets grønne profil og klimaordfører, indtil hun efter stridighederne hos De Radikale tidligere i år skiftede til Socialdemokratiet.

De voldsomme omvæltninger i de seneste måneder er et forstyrrende element i 70/30, som ellers dykker ned i en spændende, for ikke at sige livsvigtig problemstilling.

Filmen følger dels politikerne – en anden hovedperson er klimaminister Dan Jørgensen – og dels nogle af de unge aktivister, som har gjort det til deres livsmission at skabe forandringer på planetens vegne.

Man mærker særligt en vibrerende nerve, når Esther Michelsen Kjeldahl og Selma de Montgomery fra Den Grønne Studenterbevægelse stråler af kampgejst.

Som en flue og væggen og oftest med et gyngende håndholdt kamera har Phie Ambo fået adgang til magtens korridorer, hvor politikerne snakker sig frem til kompromiser.

Phie Ambo var senest aktuel som instruktør med den ligeledes klimabevidste dokumentar Genopdagelsen, der blev vist på Cph:Dox i 2019.

Hun har tidligere markeret sig med Family, om sin daværende kæreste Sami Saifs komplekse familieforhold, og Gambler, om Nicolas Winding Refns kamp ud af konkurs. Men de seneste år har hendes brændende passion for at sikre vores klodes fremtid også været udgangspunkt for instruktørens dokumentarer.

Man kan ærgre sig over, at Phie Ambo – der også står bag Mechanical Love og to efterfølgende film, der skildrer forholdet mellem videnskab og den menneskelige eksistens – har blikket rettet stift i én retning.

Men det er svært at udsætte noget på, at hun laver film om ikke bare tidens, men verdenshistoriens mest aktuelle emne.

Den brændende klode danner bagtæppe, når 70/30 starter med en række citater fra videnskabsfolk og meningsdannere som Margaret Thatcher. Citaterne starter i 1856 og løber frem til 1992, hvor mennesker med forskellig baggrund slår fast, at vi på et tidspunkt må betale regningen.

Pointen er mejslet i granit: Menneskets ødelæggelse af naturen er ikke kommet som en tyv om natten. Vi har længe været bevidst om, at udnyttelsen af Jordens ressourcer på et tidspunkt vil bide os i røven.

70/30 er åbningsfilm på årets Cph:Dox-festival, hvor den bestemt ikke er alene med sin aktivistiske tilgang. Filmen slutter med ordene ”Til ungdommen”, og undervejs bliver der heller ikke lagt skjul på, at det er hos de unge aktivister, sympatien primært bør lægges.

I en af de få scener, hvor filmsproget gør mere væsen af sig end den observerende cinéma vérité-stil, klipper Phie Ambo en demonstration sammen med dialogen ved forhandlingsbordet.

Der er gode billeder i nøgne mennesker, som i slowmotion får hældt olie ud over sig til tonerne af intens musik. Det illustrerer lidenskaben blandt de medvirkende.

Filmen formår selvklart ikke at skabe spænding omkring udfaldet af valget, som jo blev afgjort for længe siden. Men den står som en blinkende påmindelse om, at intet er reddet med klimaloven.

Nu skal den reelle handling i gang!