Trailers
11. sep. 2023

Hygge for enhver pris

Islandske Dagur Kári tager det konfliktsky danske folk under kærlig behandling i film om et middagsselskab, der går helt galt.

Af Alexander Barfred Bajer

”Man kan ikke planlægge at hygge sig!”

Det råber Erica (Olivia Joof Lewerissa) i traileren til den kommende komedie Hygge!, hvor islandske Dagur Kári skildrer danskernes hang til tvangshygge.

Kári er uddannet fra Den Danske Filmskole og har siden spillefilmdebuten Nói Albinói været leveringsdygtig i tørt humoristiske film med international gennemslagskraft.

I 2009 lavede han den amerikanske The Good Heart med Brian Cox og Paul Dano i hovedrollerne, og Ekkos dvd #13 bestod af forskellige film af ham og landsmanden Rúnar Rúnarsson.

Hygge! er en genindspilning af italienske Perfect Strangers – om syv venner til et frygteligt middagsselskab – som siden premieren i 2016 er blevet filmatiseret 25 gange! Den er blevet en slags øvelse for instruktører i, hvem der kan lave det værste middagsselskab.

I sin version skruer Kári helt op for tåkrummende indslag. ”Er du au pair?” bliver den nye kæreste (Andrea Heick Gadeberg) spurgt, da hun for første gang møder vennegruppen.

Senere foreslår hun selv, at alle telefonopkald og sms’er skal fremlægges for alle, for ingen i selskabet har vel noget at skjule for hinanden?

Men lige meget, hvor forfærdelige hemmeligheder, der kommer på bordet, insisterer danskerne på at give hyggen kunstigt åndedræt.

Blandt andet med vinsmagning, hvor selskabets prætentiøse ekspert Hans-Fabian kan smage alt fra rød frugt til jordbund og Nivea-creme i glasset.

Det veloplagte cast består af Sofie Torp, Joachim Fjelstrup, Olivia Joof Lewerissa, Jesper Groth, Andrea Heick Gadeberg, Nicolai Jørgensen og Thue Ersted Rasmussen, og filmen tegner til at blive en morsom spidning af konfliktsky danskere.

Hygge! får premiere i danske biografer 26. oktober.

Trailers
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Trailers
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Trailers
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Trailers
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
Trailers
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
Trailers
24. juli 2026

Mārama

Amira
Trailers
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Trailers
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

”Christopher Nolan ville være rasende”
Trailers
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro