Skamfuld hyldest til udskammende film

Tillykke til Rami Malek!

Det er den vildeste kraftpræstation, han laver i Bohemian Rhapsody, og det er fuldt fortjent, at han i Hollywood har fået en Golden Globe for sin rørende præstation som Freddie Mercury – en rolle, som han mestrer både fysisk og følelsesmæssigt.

Alligevel er det trist, at den film så ukritisk er blevet populær og nu også prisvindende. For det er jo ikke bare en film om Queen og deres fede musik, et band, som absolut fortjener al den anerkendelse og eksponering, der kan fås. Hvis det bare var det, så more power to it!

Men der er en underliggende præmis, som jeg må indrømme, at jeg ikke så helt tydeligt, da jeg skrev min anmeldelse i sin tid, og derfor ikke kunne sætte ord på.

Men det har naget mig. For der er et kæmpestort problem med den måde, Freddie Mercurys seksualitet og sygdom bliver fremstillet på.

Freddie dropper den søde Mary, da det går op for ham, at han ikke er heteroseksuel. I stedet indgår han i et forhold med den onde og manipulerende homoseksuelle Paul Prenter. Allerede her burde alarmklokkerne bimle over de flade stereotyper.

I takt med at Prenter tager Freddie med på hardcore undergrundsbøssebarer, og jo mere seksuelt udfarende og promiskuøs, han bliver, jo dårlige går det med bandet, privatlivet og helbredet.

Det er først, da Mary – den pæne, dydige pige – rækker ud til Freddie, at han slår hånden af Prenter, søger tilgivelse hos det resterende Queen og akkurat bliver taget til nåde. Han opsøger den rare bøsse Jim, der ikke tager stoffer eller går i læder, og som ved deres første møde skosede Freddie for hans udsvævende festliv.

Parret drikker te hos Freddies forældre – forældrene ved ikke, at Freddie er bøsse, og intet ved mødet antyder det – inden han og resten af Queen spiller en fantastisk koncert til Live Aid. En koncert, hvor bandet for alvor vendte tilbage og slog fast, at de er et af verdens bedste.

Med andre ord, da Freddie vender ryggen til det ”perverse” bøssemiljø og vælger et monogamt forhold med en rolig og ordentlig mand, bliver alting bedre.

Men Freddie undgår ikke at blive ”straffet” for at have sniffet, swinget og pulet alt med en puls. Han bliver syg af aids, og sygdommen ender med at tage livet af Freddy Mercury. Man kan næsten se de religiøse demonstranter for sig, der brølende proklamerer, at aids er Guds straf over de homoseksuelle. Og den her film er med til at understrege det.

Det er latterligt bornert, at filmen ikke viser den sexede, liderlige og potente Freddie Mercury, og at der også kan være noget positivt i det. Der skal være plads til alle – både dem, der foretrækker sex under dynen med lyset slukket, og dem, der udfordrer deres seksualitet, om de så vil fistes i røven, tisses på, bindes og pines, eller hvad der nu får safterne til at stige.

Filmen Bohemian Rhapsody er en kvalmt løftet pegefinger, og hvis der blandt publikum skulle sidde folk med tilbøjeligheder af ovenstående slags, så bliver de dømt og udskammet.

I en film om Freddie Mercury, der var så lysten, er det brandærgerligt, at kærlighed mellem to mennesker fremstilles som ”det rigtige”. På det punkt er Hollywood utroligt gammeldags.

Den fortælling – at folk skal binde sig i par, og at homoseksualitet lidt er noget puha – har den ganske befolkning verden over taget til sig, og filmjournalisterne i Hollywood Foreign Press Association har i nat belønnet den. Øv!