Bohemian Rhapsody

At høre Queens storladne og fængende musik på et stort lærred er en nærmest orgastisk frydefuld oplevelse.

Tilføj så en sensationelt mageløs Rami Malek i rollen som unikummet Freddie Mercury, og du har utallige øjeblikke, der giver rislende gåsehud og fugtige øjenkroge.

Men selv ikke det kan overskygge det faktum, at Bohemian Rhapsody er en middelmådig og rodet film. Den ved ikke helt, hvad den skal fokusere på, og tør ikke pille ved glansbilledet af frygt for, at glimmeret forsvinder.

Det mærkes, at instruktøren Bryan Singer blev fyret undervejs i forløbet. Han er stadig krediteret som instruktør på rulleteksterne, men den relativt grønne Dexter Fletcher måtte overtage tjansen. Til gengæld er han klædt godt på til Rocket Man – filmen om Elton John, som han arbejder på nu.

Filmens fikspunkt er forsangeren fra det engelske band Queen – manden, der oprindeligt hed Farrokh Bulsara, men ændrede sit navn. Ligesom kviksølv var han altid i røre, og Rami Malek er Freddie Mercury, når han iklædt excentrisk tøj indtager scenen og bjergtager publikum med sin karisma og sin helt utrolige vokal.

Vokalen er en blanding af Maleks egen stemme og så Marc Martel, der har fået stor anerkendelse for at lyde som Queens forsanger.

Bandets rejse fra undergrund til udsolgte stadions er uden særlig meget turbulens. Der er en genstridig pladeselskabsmand hos EMI, som ikke bryder sig om nummeret Bohemian Rhapsody. Det er for langt med sine seks minutter, mener han, og teenagere vil meget hellere høre nummeret I’m In Love With My Car.

Han hedder Ray Foster og spilles af Mike Myers, der på den måde skaber en reference til Wayne’s World og en berømt bilscene.

Filmen gør også lidt klædeligt grin med Queen, der – hvis vi skal være ærlige – kvalitetsmæssigt var en spredehaglsgruppe. De har skrevet udødelige klassikere, men de har sandt for dyden også skabt nogle gøglede og kedsommelige numre.

Queen er indbegrebet af et ”best of”-band.

Men Ray Foster? Han er pure opspind. Men det er rigtigt nok at pladeselskabet mente, at Bohemian Rhapsody var for langt til at være en single.

Der bruges utroligt meget krudt på skabelsen af nummeret. Vi er med i studiet, vi ser dem lege med genrerne og lagene i mixerrummet. Alligevel kunne filmen godt være dykket mere ned i musikken og for eksempel skabt en større forståelse for Brian Mays særegne guitarlyd, der ikke skal stå tilbage for Freddie Mercurys vokal.

Filmen kunne med fordel have skelet til Love & Mercy, filmen om Brian Wilson, der netop giver et indgående og fængende indblik i tilblivelsen af Beach Boys’ mesterlige Pet Sounds.

Og selv om Bohemian Rhapsody er bandets bedste nummer, hører vi det ironisk nok aldrig i sin helhed.

Freddie Mercurys forelsker sig tidligt i den søde Mary Austin, men som mange ved, ender den kærlighed med at blive platonisk. Bandet betragter han som sin familie, men berømmelsen stiger ham til hovedet.

Mens han tiltrækkes af en mere dekadent livsstil, så er de tre andre i bandet langt mere jordnære rock’n’rollere. Brian May, Roger Taylor og John Deacon – de tre skuespillere ligner faktisk utroligt godt – fremstilles nærmest som dydsmønstre, hvorimod Freddie er den ensomme, naive og senere grådige egoist.

Filmen slutter med bandets optræden til Live Aid, som er deres comeback i 1985 og i øvrigt flot genskabt. På dette tidspunkt er Freddie syg af aids, men han dør først seks år senere, og Queen udgiver faktisk tre albums efter den globalt transmitterede koncert. Det får man dog ikke indtryk af i filmen.

På pladen Innuendo fra 1991 findes nummeret These Are The Days Of Our Lives. I musikvideoen er Freddie nærmest et skelet, men han synger med en indlevelse mere rørende end nogensinde, og det er nemt at bilde sig ind, at han ved, døden er nær.

Vis dog Freddies vilde og ærlige skabertrang til det sidste!

Hans sygdomsforløb springes der let hen over, men i 2018 bør man altså ikke længere have berøringsangst med aids. Hans udsvævende liv er nærmest jomfrueligt fremstillet, og han var notorisk kendt for sin glubende sult efter fest og mænd.

At vise det behøver ikke være sensationelt, men filmen kæmper med berøringsangst over for ikonet.