En lykkelig filmlov
”Ved film forstås i denne lov levende billeder af enhver af enhver art uanset optagelses- og forevisningsform, herunder fotografiske film og videogrammer, bortset fra tv-udsendelser.”
Sådan defineres film i den danske Lov om film. Alle lande med respekt for sig selv har en filmlov, der blandt andet lovgiver om, hvordan film skal støttes.
Man kan diskutere om den danske filmlovs definition af film er præcis og tidssvarende. Og det er i det hele taget en spændende øvelse at tænke sig, hvordan en filmlov skulle og kunne se ud, hvis man startede fra bunden af.
Den danske lov bruger en del paragraffer på at definere, hvad en dansk film er, fordi hovedmålet naturligt er at støtte og fremme dansk film. Hvis man skulle skrive en filmlov fra bunden af, ville det være sjovest at gøre det for et land, hvor udgangspositionen var fordelagtig. I Danmark bryster vi os af, at danske film har en markedsandel i biograferne på omkring 30 %, hvilket er et meget højt i europæisk sammenhæng.
Ville det ikke være sjovest at tænke sig et land med en hjemmemarkedsandel på 100 % – bare for at give denne nye filmlov lidt vind i sejlene fra starten af?
I Danmark får næsten alle film, der kommer i biografen statsstøtte, og en stor del af filmloven går på at udstikke rammerne for støttetildeling. Lad os for nemheds skyld tænke os et land, hvor der ingen filmstøtte er, og hvor der alligevel produceres spillefilm, som når ud til et publikum, og hvor der er en økonomi, der løber rundt.
Hvad ville være interessant og vigtigt at have med i en sådan filmlov? Hvordan ville den definere, hvad film er? Hvad er filmkunst? Hvem skal føle ejerskab for en national filmkultur? Skulle man indføre til nogle slags film? Hvilke og på hvilken måde? Kan film gøre landet og folket lykkeligere?
Nu er dette ikke et tænkt eksempel. Det er en konkret opgave, som jeg er sat til at løse. Bhutan – et lille land klemt inde mellem verdens to folkerigeste lande: Kina og Indien – har ikke en filmlov. Der produceres 25-30 spillefilm om året, flere end i Danmark. De bliver vist i biografer i de to største byer og ellers i skoler, forsamlingshuse osv. mod entré.
For ti år siden var der Bollywood-film i de bhutanesiske biograferne, men nu har bhutanesiske film helt fortrængt dem, så der er en 100 % hjemmemarkedsandel. De fleste film er lavet af dynamiske enkeltpersoner, der ofte både instruerer, producerer, spiller hovedrolle, klipper filmen osv. Få er uddannede. De er skuespillere, ex-munke eller forretningsfolk. De tager en kæmpechance, bruger egne midler eller låner sig til at kunne producere en film, men der er nogle der formår at tjene penge på det.
Foreningen af filmmagere i landet og ministeriet for Information og Kommunikation har bedt mig om at skrive en national filmpolitik. Jeg har tidligere arbejdet med udvikling af filmsektoren i Sydasien og i Mellemøsten og er i bogstavelig forstand blevet bjergtaget af det lille land og deres filmudvikling.
Jeg kommer til at blogge videre om mit arbejde i Bhutan og om ideelle og reelle filmlove, men lige nu går jeg over spekulerer over: Hvordan ser verdens bedste filmlov ud?
