What Women Want
Flere og flere film har hunkøn som sin primære målgruppe. Fra femten film i 2004 til 48 i 2013, og det feminine publikum ser ud til at hoppe på limpinden.
Jeg har lavet et skema, der viser den tilskuermæssige effekt af det forøgende antal film med et overvejende kvindeligt publikum i danske biografer.
Og bare rolig: Alle film består Bechdel-testen, der går ud på, at to kvindelige karakterer i mindst én scene skal tale med hinanden om andet end mænd.
De fleste mænd kender situationen. For at mildne en skærmydsel i parforholdet accepterer vi at lade den bedre halvdel bestemme, på hvilket filmalter skærmydslen skal finde hvile.
Og pludselig befinder man sig i en biografsal mellem en pokkers masse kvinder. Nogle mænd accepterer stiltiende skæbnen, andre begynder en homofobisk demonstration ud i maskulinitet, af frygt for at nogle skulle tro konen har medbragt en bøsseven: Demonstrativt gramses der på konen, og højlydt brokkes der over, at udbuddet af drikkevarer ikke omfatter fadbamser.
Men hvad er det så for film, det feminine køn i fællesskab flokkes om at se?
Paradoksalt nok er filmene som oftest instrueret af mænd, men de fleste af filmene er baseret på romaner skrevet af kvinder. Og så skal temaet helst være romantik og sex, mere eller mindre implicit. Stjernerne på lærredet skal i al fald helst snakke rigtigt meget om det.
I nedenstående skema kan pigernes favoritter iagttages. Jonas Elmers Nynne, Michael Patrick Kings to Sex and the City-film samt David Slade, Chris Weitz og Bill Condons Twilight Saga-film. For slet ikke at tale om kvindernes alle sammens Bridget Jones, der for en gangs skyld er instrueret en kvinde: Sharon Maguire.
Men det er kvindelige forfattere som for eksempel Henriette Lind, Candace Bushnell, Helen Fielding og Stephenie Meyer, der har vakt den grundlæggede interesse.
De historiske kvindeportrætter har næsten stået i kø: Dronning Victoria, både den unge og den ældre, Margaret Thatcher, Jane Austen, Dronning Elizabeth, Edith Piaf, Marilyn Monroe, Marie Antoinette, Aung San Suu Kyi og Marie Krøyer.
Markante fiktive kvindeportrætter har så sandelig også givet anledning til megen en snak ved café-bordene: Nynne (Mille Dinesen i filmen af sammen navn), Carrie Bradshaw, Charlotte York, Miranda Hobbs og Samantha Jones (Sarah Jessica Parker, Kristin Davis, Cynthia Nixon og Kim Cattrall i Sex and the City), Bridget Jones (Renée Zellweger i filmen af samme navn), Katniss Everdeen (Jennifer Lawrence i The Hunger Games-filmene), Miranda Priestly (Meryl Streep i The Devil Wears Prada), Christine Collins (Angelina Jolie i Changeling), Jasmine (Cate Blanchett i Blue Jasmine), Juno MacGuff (Ellen Page i Juno) og hele rollelisten fra Niceville.
Aldrig har kvinder været så magtfuldt repræsenteret på biografernes lærred.
Og der er mere på vej af samme skuffe: biografaktuelle Stille hjerte (om en kvinde med dødsønske), og snart kommer Hella Joofs All inclusive (mor og døtre på charterrejse), Richard Glatzer og Wash Westmorelands Still Alice (om en kvinde med Alzheimers), Kenneth Branaghs Cinderella (om underdog’en der overstråler dem alle), Thomas Vinterbergs Far From the Madding Crowd (om en egenrådig og lidenskabelig kvinde) og Suffragette (om kvinderne bag den tidlige feministiske bevægelse).
Og mon ikke der vil være en kvinde eller to at finde foran biografernes lærred, når filmaseringen af Fifty Shades of Grey får premiere 12. februar 2015. Der er i al fald en kvinde bag kameraet trods det lidt maskulint klingende navn: Sam Taylor-Johnson.
