Tidens klovne

Cirkus Dannebrog har været tæt på at gå konkurs, og landets øvrige cirkus har problemer med at få det til at løbe rundt.

Jamen, det kan jeg da godt forstå. Klovnene boltrer sig nu helt frit i mediebilledet til forbrugernes gratis fornøjelse. Det kan intet cirkus konkurrere med.

Tidligere var det at være klovn en meget svær, artistisk profession, som man – mod betaling – kunne opleve i cirkus, varietéer eller i biograferne.

Hvis vi tager afsæt alene i Danmark, havde blandt andre Fy & Bi, Dirch Passer og Kjeld Petersen udviklet dette artisteri til perfektion. Med en uovertruffen timing kunne de få latteren til at runge blandt deres publikum. Det var de største inden for deres profession i Danmark.

Gennem tiden har man oplevet mange opføre sig som klovne, dog uden at kunne udkonkurrere de rigtige.

Fortidens personer, der opførte sig som klovne i mediebilledet, havde da også temmelig spektakulært afsæt for deres klovnerier. Lad mig i flæng nævne Kurt Thorsen, Simon Spies, Mogens Glistrup, Klaus Riskær Pedersen og Peter Aalbæk Jensen.

For alles vedkommende var der klovnerier på absolut højt niveau. Det involverede som regel millioner af kroner, og de havde en intelligenskvotient langt over gennemsnittet. De vidste nøjagtigt, hvad de gjorde.

Nu er en ny gruppe mennesker, som opfører sig som klovne, indtrådt i mediebilledets manege. Men til forskel fra fortidens har de intet spektakulært afsæt for deres klovnerier (bortset fra, hvad silikone kan hjælpe dem til). Og de aner næppe, hvad de gør.

Nutidens klovne i mediebilledet afgrænser sig nemlig til gøre de samme ting, urmennesket for tusindvis af år siden også var i stand til. Det er mennesker, som er sat uden for den almindelige evolution, de fleste andre mennesker har undergået.

Deres meritter begrænser sig til indtagelse af nydelsesmidler, kropsdyrkelse, ufatteligt mange forsøg på forplantning – indimellem med succesfuldt resultat – og alle de problemer, som er afledt af nævnte faktorer. Og medierne står klar som skødehunde til at viderebringe alle banaliteter, de nye klovne yderst beredvilligt fodrer dem med.

At medierne tillader disse klovne så meget spalteplads, kan kun være tegn på en målrettet fordummelse af deres læsere. At denne fordummelse har været succesfuld, kan aflæses i, at hundredetusinder af danskere følger disse klovne og alle deres banaliteter med stor interesse.

Der er således tale om en ond cirkel.

Men én ting er de afledte historier af klovnenes optræden i kritikløse medier. En ganske anden er profitjagende tv-selskaber, som i svær grad også udnytter disse menneskers naivitet, sandsynligvis begrænsede intelligens og ikke mindst ligegyldighed over eget liv.

Overskrifter som ”Sjovt at have sex på tv”, ”Amalie: Jeg har fået fire aborter”, ”Natascha Linea om sit forhold til Sidney Lee: ’Vi boller bare’”, ”Paradise-Caroline: Han slikkede mig i numsen”, ”Nikita Klæstrup: Jeg dater kendt komiker” og tre uger senere: ”Nikita Klæstrup: ’Jeg dater ikke længere Lasse Rimmer’” er gængse, når klovnene krænger deres sjæl ud, og tv-selskaberne skal sælge deres gennemført tåbelige programmer.

Efter endnu engang at have bragt fokus på nutidens klovne er jeg godt klar over at være på kant med min egen konklusion.

Der er nok ikke meget håb for, at klovnene vil lytte, men presse og tv-selskaberne bør påtage sig det ansvar, aktørerne ikke er i stand til.

Stop fordummelsen! Stop det, nu!