Schyyy! Instituttet sover
Foreløbig er hele syv danske spillefilm blevet set af under 100.000 tilskuere i 2014 mod kun fem i hele 2013. På graferne herover kan man se, at filmene Klumpfisken (35.989 tilskuere), Detektiverne (33.064), Ækte vare (32.723), The Salvation (pt. 48.285), Miraklet (742), Når dyrene drømmer (pt. 2.962) og Cykelmyggen og Minibillen (pt. 8.232) slet ikke har fået tag i publikum til trods for, at de overvejende har fået temmelig larmende lanceringer og forholdsvis gode anmeldelser.
Når så mange film falder på bugen inden for så kort en periode, er der grund til selvransagelse. Problemet skal identificeres, og der bør igangsættes initiativer til afhjælpning.
Såfremt noget lignende skulle overgå et børsnoteret selskab, kan det nok være alarmklokkerne øjeblikkelig ville ringe. Men dansk film er ikke børsnoteret, og ingen ringer med alarmklokkerne.
I en tid, hvor filminstituttet rutinemæssigt gennem deres pressetjeneste udsender halvhjertede forsøg på succeshistorier, bliver de barske realiteter for de aktuelle danske film samtidig fejet under gulvtæppet.
Instituttet offentliggør blot historier om, at rekordmange danskere elsker dansk film. Det Danske Filminstitut laver nemlig løbende målinger af blandt andt publikums vurdering af danske film. På en skala fra 1 til 7 scorede dansk film i 2013 5,71 mod 5,44 i 2009.
Men hvad hjælper det, når ingen ser dem?
Hele fem danske film er på stribe netop faldet på bugen.
Det er langt fra tilfredsstillende, og det gør ondt i mit danske filmhjerte.
Og når filminstituttet endelig vågner op til dåd, bliver der kigget i alle de forkerte retninger.
I stedet for at have øjnene rettet mod filmproducenternes indtægter fra biograferne er øjnene rettet mod et fatamorgana, som FIlminstituttet gennem statslig intervention drømmer om at virkeliggøre. Instituttet drømmer om, at alle problemer bliver løst, blot man giver forbrugerne hurtigere adgang til filmene på dvd og vod. Det vil som bekendt slet ikke løse problematikken. Tværtimod. Jo større indtægter en producent kan hente i biograferne, desto større indtægter kan hentes på dvd og vod.
Men hvordan får man så flere tilskuere til danske spillefilm?
Tidligere har jeg beskrevet, hvordan man gennem et Biografklub Danmark-koncept beviseligt kunne bringe flere tilskuere til film fra New Danish Screen plus de mindste konsulentstøttede film og dermed bringe filmproducenternes indtjening op.
Når nu instituttet på nogle områder drømmer om statslig intervention, burde interventionen så sandelig alene rettes mod initiativer, der beviseligt kan bringe filmproducenternes indtægter fra biograferne op, hvilket automatisk betyder større indtægter fra dvd og vod.
Det kan sikre dansk spillefilmproduktion i fremtiden.
Jeg har også tidligere beskrevet, at det nu går fremad for den samlede danske filmbranche, og streaming nu for alvor begynder at vinde frem. Vel at mærke uden biografvinduet er blevet forkortet. Denne fremgang hjælper dog på ingen måde de danske film, som falder på bugen.
Hvorfor skaber Filminstituttet ikke grobund for en database med alle de danskere, som ifølge undersøgelser elsker dansk film så højt, for målrettet løbende information?
Hvorfor skaber Filminstituttet ikke en brugervenlig hjemmeside målrettet danske spillefilm i stedet for den veritable labyrint, de pt. præsenterer forbrugerne for?
Samme hjemmeside kunne bringe trailere, historier fra optagelserne, invitation til for-premierer, ja, mulighederne er mange. Det handler også om at engagere danskerne i dansk spillefilm på alle sociale medier.
Når nu tilfredsheden med danske film er så stor, bør der etableres loyalitetsprogrammer for at drage fuld nytte af den positive udvikling.
I den krise, dansk film befinder sig i, skal der en koordineret indsats til. De enkelte branchegrupperinger kan nemlig ikke agere på egen hånd. Og hvem skulle være bedre til at koordinere en målrettet indsats end Filminstituttet?
Et børsnoteret selskab ville kæmpe så blodet sprøjtede ud af knoerne!
Blot fordi en film er ”kunst”, er det vel ingen undskyldning for ikke at kæmpe for at så mange som muligt ser dem. Med mindre man da mener forudsætningen for en ægte kunstfilm, er et yderst beskedent publikum.
Den sidste forudsætning nægter jeg nogensinde at anerkende.
Man må håbe, at politikerne i forbindelse med næste filmforlig sætter et velanrettet spark i rumpeten på instituttet for igangsættelse af initiativer, som virkelig bringer filmbranchen i den rigtige retning i stedet for at følge samme instituts anbefalinger ud i fatamorganaer.
Det Danske Filminstitut tager sig en slapper og støvet falder stille og roligt omkring de ansatte, mens skuden med spillefilm sejler uden egentlig kurs.
Det er ikke mindre end foruroligende og dybt tragisk.
New Danish Screen har behov for hjælp
