Oscar – Part 3: Oscar og nonnen

I den fortsatte serie af indspark op til Oscar-uddelingen 24. februar vil jeg denne gang fokusere på The Academy of Motion Picture Arts and Sciences, som står bag Oscar-uddelingen.

Forklaring på den noget kryptiske overskrift følger længere nede.

The Academy of Motion Picture Arts and Sciences blev grundlagt 11. maj 1927 på initiativ af Louis B. Mayer (præsident for filmstudiet Metro-Goldwyn-Mayer), som ønskede en organisation, som skulle arbejde på at forbedre filmindustriens image og være voldgiftsmand i arbejdsfaglige uoverensstemmelser.

Første præsident for akademiet var Douglas Fairbanks Senior, der, som en af sine første handlinger, udvidede organisationens virkefelt til også at omfatte en prisuddeling kaldet ”Awards of Merit For Distinctive Achievement”, senere omdøbt til ”Academy Awards” eller bare ”Oscar”.

The Academy of Motion Picture Arts and Sciences er ikke en helt almindelig klub, man blot melder sig ind i. Medlemskabet, som er livslangt, beror på invitation fra Akademiets bestyrelse.

Medlemskab opnås almindeligvis gennem en Oscar-nominering eller på foranledning af et af de siddende medlemmer, som skal angive væsentlige grunde til medlemskab på basis af væsentlige bidrag til filmindustrien.

I 2012 var der 5.765 medlemmer. Men hvem er de? Kernemedlemmet er 62 år, hvid og mand, og der tegner sig et klart billede, hvis man kigger på medlemslisten:

– 94 % er hvide

– 77 % er mænd

– 14 % er under 50 år

– 33 % er tidligere Oscar-nominerede eller -vindere

– 22 % er skuespillere, som er den største kategori

– 50 % af skuespillerne har optrådt på biografernes store lærred inden for de seneste to år

Ved grundlæggelsen var medlemmerne rekrutteret fra fem fagkategorier: instruktører, producenter, skuespillere, forfattere og teknikere. Disse kategorier et senere blevet raffineret til at omfatte femten forskellige fagkategorier.

Nomineringen afgøres ved, at de stemmeberettigede inden for deres respektive kategorier afgiver deres stemme på film, der har haft premiere fra midnat den 1. januar til midnat 31. december i Los Angeles Country, Californien. Dette krav omfatter ikke ”bedste fremmedsproget film”, hvor filmene skal have haft premiere i oprindelseslandet 1. oktober – 30. september det foregående år.

I slutningen af december udsendes stemmesedler til alle stemmeberettigede, som så kan nominere kandidater inden for den fagkategori, man tilhører. Skuespillere stemmer på skuespillere, instruktører stemmer på instruktører og så videre, undtagen bedste film-kategorien, hvor alle fagkategorier kan nominere.

Undtaget for nomineringsafstemning er kategorierne ”bedste fremmedsproget film”, ”bedste dokumentarfilm” og ”bedste animationsfilm”. I disse kategorier varetages nomineringerne af en speciel komité med repræsentanter fra alle faggrupper.

Vinderne findes derefter gennem en anden afstemningsrunde, hvor samtlige akademi-medlemmer kan stemme i alle kategorier, inklusive bedste film. Der er dog strammere regler for stemmeafgivelse på de nominerede film i kategorien ”bedste fremmedsproget film”. I denne kategori skal de stemmeberettigede beviseligt have set alle fem film.

Sidstnævnte er en rigtig god idé, da der er en stor gruppe af medlemmer, som for længst har forladt filmindustrien og efter al sandsynlighed stemmer i blinde.

En af de stemmeberettigede er således nonne og har ikke været aktiv i filmbranchen i 50 år! Men hendes stemme tæller lige så meget som stemmerne fra for eksempel Julia Roberts, George Clooney og Leonardo DiCaprio.

Hendes navn er Dolores Hart og medvirkede i ti film i slutningen af 50’erne og begyndelsen af 60’erne. Hun har stået over for nogle af datidens hotteste stjerner: Anthony Quinn, Myrna Loy og Montgomery Clift – og hun var en af de første skuespillerinder, Elvis Presley kyssede på film.

Hendes navn stod øverst på plakaten til filmen Where the Boys Are i 1960, og det førte til en invitation om at blive optaget som medlem af Academy of Motion Picture Arts and Sciences.

Men i juni 1963 vendte filmskønheden med det mørkeblonde hår og de blå øjne ryggen til det hele. Hun pakkede en enkelt kuffert og tog til New York City for at deltage i et salgsfremstød for, hvad der skulle blive hendes sidste film: Come Fly with Me.

Efter at hun havde nedslidt adskillige kuglepenne på at skrive autografer, spurgte en ansat fra MGM, som havde produceret filmen, om han kunne sørge for hendes hjemtransport. Hun fortalte ham, at hun skulle ret langt, men at han bare kunne køre hende til bussen. Men den MGM-ansatte insisterede og kørte hende den lange vej til klosteret Regina Laudis i Bethlehem, Connecticut.

Dér har hun siden levet det stille liv som nonne.

Hun er i dag 75 år og er, som livslangt medlem af Academy of Motion Picture Arts and Sciences, fortsat stemmeberettiget. En ret, hun benytter sig af, selv den dag i dag!