Malmros - 3. del: Professionaliseringen
Tredje del af blogserien, som sætter fokus på mine personlige erindringer om filmene fra Nils Malmros’ hånd – en af vor tids betydeligste danske filminstruktører.
Det var først med Nils Malmros tredje film, Drenge (1977) - som iøvrigt havde arbejdstitlen Drenge i mørke - denne blogger var nået en alder, hvor Malmros’ film kunne værdsættes behørigt og filmen forblev da også min personlige yndlings-Malmros i rigtig mange år.
Endnu engang var Malmros på plads blandt publikum, om end ikke til hver forestilling, så i al fald til rigtig mange, til stor fortrydelse for biografens personale. Den mindste – og når jeg skriver ”den mindste”, mener jeg virkelig den mindste - fejl i forevisningen blev omgående påtalt.
Det rå professionelle - overvejende københavnske - filmhold, den selvlærte instruktør var blevet udstyret med til denne film, med Ib Tardini i spidsen, gjorde et uudslettelig indtryk. Både på den dengang nitten-årige blogger, i forbindelse med premierefesten, men så sandelig også på Malmros.
Midt under premierefesten rejste en kvindelig scripter sig og fortalte, at hun aldrig havde oplevet et mere liderligt filmhold.
Malmros beskrev dette filmholds hærgen indgående i Århus by night fra 1989. Gudsketakoglov havde hele filmholdet angiveligt i mellemtiden skiftet samlivspartnere, ellers kan det nok være den havde stået på rimelig alvorlige samtaler i de mange små filmarbejderhjem.
I Drenge har Malmros’ alter ego, Lars Ole, taget navneforandring til blot ”Ole” og spilles henholdsvis af Lars Junggren og Mads Ole Erhardsen.
Vi følger ham her i tre forløb, der aldersmæssigt ligger før og efter 5. klasse-perioden i den foregående film: Ole som henholdsvis 6-årig, 17-årig og 25-årig. Forløbene er af forskellig varighed, og det er karakteristisk, at der undervejs sker en form for stramning. Hvor Lars Ole, 5c handlede om venskaber og om kredsende, uudtalte børneforelskelser, drejer Drenge sig i mere direkte forstand om erotiske forhold.
Ikke alene var filmholdet professionelt - professionelle skuespillere havde ligeledes gjort deres entré i Malmros’ film, blandt andet Lars Junggren.
Jeg husker min far forærede Malmros et par vaders i forbindelse med en tale under premierefesten og opfordrede instruktøren til at søge ud på en smule dybere vand næste gang.
Endnu en Bodil fulgte i kategorien "Årets bedste danske film".
Nævnes skal det da også, at Malmros instruerede den 40 minutter lange tv-film Kammersjukjul (1978), umiddelbart efter Drenge.
Vi er igen i Malmros’ barndom i 50’erne. Mads på 9 år arrangerer en juletræsfest for kammeraterne nede i kælderen i forældrenes villa. Der sker kun små ting, men i Malmros’ mikroskop bliver det til et stort drama.
Atter bliver det bevist, at Malmros er danmarksmester i at caste børn og instruere dem, så ikke et øje er tørt — af rørelse eller grin.
Nils Malmros alter ego er i denne omgang ”Mads”,og spilles af Morten Reinholdt Møller. Han instruerer sin egen julefest og både må sjæle, lyve og svindle med det ene formål at skabe en illusion.
Blandt de øvrige medvirkende i tv-filmen møder vi Harald Micklander, Johnny Nissen, Søren Pilmark og Svend Schmidt-Nielsen.
Jeg betragtede Malmros engagement i denne tv-film som rent forræderi, idet jeg mente – og fortsat mener – instruktøren ikke burde spilde hverken sit talent eller tid på en tv-film.
Der er kun et sted en så stor filminstruktør hører hjemme – og det er på biografernes store lærred.
Man kan da også konstatere, at Kammersjukjul forblev instruktørens eneste direkte bidrag til den mere intime skærm.
4. del af denne blogserie: Den første helt store film.
