Hvor er visionen for dansk film?

Dansk film er rådvild. Siden finanskrisen og de nye digitale medier slog bunden ud af pengekassen, har dansk film ikke kunne finde sig selv.

Det gik ellers så godt.

Dansk film var blandt de toneangivne på filmlandkortet, priserne fra de store internationale filmfestivaler dryssede med rund hånd ned over de rød-hvide filmfolk, filmene solgte millioner af billetter i udlandet og den hjemlige markedsandel var helt i top.

En enestående succeshistorie.

Nu er prisregnen afløst af tørke, dansk film regner man ikke længere med. 

For ikke alene er prisregnen stoppet, dansk film bliver ikke længere i samme udstrækning inviteret til de international filmfestivaler. Dansk films indtægter fra udlandet bliver derfor mindre og mindre. Vi er kort og godt blevet sat uden for døren.

Og til næste år vil denne krise tilmed også ramme den danske markedsandel på hjemmemarkedet. Dansk film er simpelthen ved at blive kørt i sænk. Og imens render det danske filmmiljø i 117 forskellige retninger, ofte i jagten på guldkrukken for enden af regnbuen.

Der mangler simpelthen en samlende vision for dansk film. Hvad vil vi med spillefilm i det 21. århundrede? Vil vi have spillefilm af den kvalitet, volumen og diversitet vi har været forvænt med, eller kan vi leve med at den danske filmindustri bliver reduceret til produktion af billige tv-film, reality- og gameshows?

Først og fremmest bør der fokuseres på det grundlæggende problem: Dansk film mangler penge.

Hvorfor mangler dansk film penge? Fordi home entertainment-sektoren ikke længere generer de samme indtægter som tidligere. Og hvorfor gør den ikke det?

Fordi illegale piratsider dikterer udsalgsprisen på filmene på internettet og de digitale medier har dermed været ude af stand til at kompensere for de indtægter som tidligere kom fra de nyligt slagtede videoforretninger.

I stedet for at løse dette grundlæggende problem – eller måske i afmagt over problemets størrelse – kaster dansk film sig ud i endnu flere benspænd, som gør det endnu sværere at rette skuden op.

Filmbranchen bruger tid på at udtænke et sympatisk charter, som skal sikre større mangfoldighed i danske film. Der skal simpelthen optræde flere homoseksuelle, handicappede skuespillere med brun hudfarve i danske film. Og oven i alt dette iværksættes sympatiske forsøg med lowbudget-film.

Der ansættes endvidere en filmkonsulent, som erklærer han ikke vil sidde fast i de gode gamle dage, men derimod kun vil støtte det nyskabende. Vældig sympatisk, men det overses komplet, at filmkonsulenten ikke længere alene er garanten for, at en film bliver produceret. Der skal også være en risikovillig filmproducent, som er klar til at sætte parcelhuset på spil.

Der er principielt intet i vejen med ønsket om at øge mangfoldigheden i danske film, tænke nyt og lave lowbudget-film. Blot løser det slet ikke dansk films grundlæggende problem.

Og oven i det hele himler kulturparnasset op om, at publikums ønsker bliver imødekommet af producenterne. Hård kritik hagler ned over de film, publikum vil se, og store dele af filmbranchen kender ikke forskellen på kunstnerisk og økonomisk risikovillighed.

Forudsætningen for kunstnerisk risikovillighed inden for filmverdenen, er økonomisk risikovillighed. Forudsætningen for økonomisk risikovillighed er pengerigelighed.

Den væsentligste hindring for pengerigelighed er home entertaiment-sektoren, som ikke alene hemmeligholder antal klik, men også ofte kun betaler producenten et fast beløb, uanset hvor mange mennesker som ser filmene. Hvor mange penge producenten får i kassen pr. øjne der ser filmene i hjemmet, blæser i vinden.

Dansk film er Titanic på vej mod isbjerget. Men i stedet for at forsøge at ændre kursen sidder store dele af branchen på dækket og musicerer, mens den øvrige branche, under vandlinjen, aktivt er i gang med banke hul på skroget for at lette isbjergets fatale ødelæggelser.

Øjensynligt bekymrer kun få sig om, hvor filmbranchen er på vej hen, og i endnu mindre grad, hvordan dansk film skal kunne genvinde tidligere tiders kraft.

Der mangler simpelt hen en vision for dansk film og en samlet plan for fremtiden.

Man kan hoppe og springe, men det er ufravigeligt dansk film skal have flere støttekroner, så fremt filmene fra Dannevang skal genvinde tidligere tiders kraft, og der skal mere effektive midler til bekæmpelse af pirateri.