Filmforliget løste ikke dansk films problemer
Filmaftale 2015-2018 er netop blevet forhandlet på plads, og traditionen tro beror forliget på bredeste mulige politisk opbakning. Samtlige partier i Folketinget står bag denne filmpolitiske bibel for de næste fire år.
Hent aftalen her.
Der blev ikke flere støttepenge til dansk film, ud over de allerede annoncerede 17,5 mio. kroner årligt, som politikerne hentede til dansk film i forbindelse med medieforliget i sommer. Det efterlader filmbranchen med en fortsat manko på mellem 40 og 60 millioner kroner i opretholdelsen af dansk film på nuværende niveau.
Politikerne støtter en forstærket indsats i bekæmpelse af filmtyverier på internettet. Ingen tvivl om dette tiltag er nøglen til forøgelse af filmbranchens indtægter. Så længe prissætningen på de digitale medier er dikteret af illegale hjemmesiders tilbud om gratis adgang til værkerne, vil internettet aldrig kunne kompensere for det fald filmbranchens har oplevet i dvd-salget.
Problemet er blot, at den forstærkede indsats har lange udsigter, først i sommeren 2015 vil man sætte sig sammen med repræsentanter fra rettighedshavere og telebranchen for at drøfte effekten af de igangsatte initiativer.
Der er dog ingen årsag til at vente så længe. Svaret foreligger allerede: De igangsatte initiativer er ganske uden effekt.
Politikerne må behandle indsatsen mod filmtyverier som en hastesag. De nye forretningsmodeller, som politikerne klogeligt overlader til filmbranchen selv at udvikle, vil aldrig kunne få succesfuldt udkomme, så længe filmtyvene har det frie spil, hvilket er kendsgerningen i dag.
Udviklingen af nye forretningsmodeller går hånd i hånd med en øjeblikkelig forøgelse af indsatsen mod filmtyve.
Hvis der ikke sker en øjeblikkelig indsats mod filmtyverier, vil det komplet umuliggøre enhver tanke om, at filmbranchen selv vil kunne bokse sig ud af problemerne.
Det er politikerne øjensynligt godt klar over, idet de ekstra penge fra medieforliget kommer til at veje tungest i de første to år af filmforliget, for senere at blive helt udfaset. Problemet er blot at denne kompensation for langsommelighed langt fra er dækkende.
Som en del af politikernes ønsker til nye forretningsmodeller er en hurtigere adgang på de digitale platforme for mindre sælgende danske filmtitler. Det vil dog ikke bare antydningsvis hjælpe dansk films økonomi. Hvis forbrugerne ikke vil betale for at se en film i biografen, opstår der ikke pludselig en lyst til at betale for at se dem på de digitale medier. Det viser enhver erfaring.
Derudover får langt de fleste dårligt sælgende danske film dårlige anmeldelser. Ved at fremskynde lanceringen på de digitale medier, vil disse dårlige anmeldelser stå krystalklart i forbrugernes bevidsthed og absolut ikke være befordrende for lysten til at se disse film.
Derudover tales der i filmforliget om en forøgelse af antallet af spillefilm. Det er dog en sminkning af realiteterne, idet denne forøgelse beror på mellem fire og otte low- og lowlow-budget film om året. Der er dog slet ikke tale om lowbudget. Der er tale om mikro-budget film, som aldrig ville kunne karakteriseres som spillefilm, men derimod web- og tv-film. Der er da heller intet krav om biografvisning af disse småtterier.
I den nye aftale er det ligeledes blevet krystalklart formuleret, at der skal være lighed i antallet af producerede film på henholdsvis konsulentordning og markedsordning. Dermed fjerner det helt filminstituttets fortolkningsmuligheder mellem det kunstneriske og det populærkulturelle, som jeg tidligere har kritiseret. Denne præcisering skal politikerne have ros for.
En klog mand sagde i forbindelse med det forrige filmforlig: ”Brok er uden egentlig konsekvens. Lad os får det bedst mulige ud af de værktøjer politikerne har givet os.”
Jeg er for så vidt enig.
Danskerne må dog indstille sig på, at resultatet af filmforliget er en gennemsnitlig forringelse af danske spillefilm, både kvantitativt og kvalitativt.
