Filmbranchens dybeste hemmeligheder
Som det efterhånden utallige gange er blevet nævnt, mangler dansk film indtægter. Filmbranchen har i årevis diskuteret emnet til uendelighed.
Det er dog en ret håbløs diskussion og har været det fra dag 1. Store dele af den danske filmindustris økonomi er nemlig sløret.
Da jeg i sin tid i det såkaldte Filmpolitisk Forum, som havde til formål at kulegrave den danske filmbranches økonomi og komme med forslag til fremtidens forretningsmodeller, foreslog fuld åbenhed om alle aspekter i filmøkonomien, blev jeg mødt af dyb tavshed.
Jeg foreslog indsigt i indtægtskilderne på de enkelte spillefilm de sidste fem år, så deltagerne i Filmpolitisk Forum havde et ordentligt fundament for diskussionen. Det blev afvist. Man foretrak altså en diskussion på et niveau, som kan sammenlignes med blinde, der drøfter farvernes sammensætning.
Enkelte faktorer i filmbranchens økonomi er der dog fuld åbenhed omkring. For eksempel biografernes tilskuerantal, støtten fra Det Danske Filminstitut og filmenes samlede budget. De tal bliver alle offentliggjort.
Både biografer og Det Danske Filminstitut er altså underlagt fuld åbenhed om deres bidrag til filmøkonomien. Vi ved også, hvad distributørerne tager i honorar for deres anstrengelser.
Men derfra er der et gigantisk sort hul i oplysningerne. Alle oplysninger i forbindelse med home entertainment-sektoren er hemmeligholdt. Dermed efterlades en lang række beslutningstagere, blandt andet politikerne, i totalt mørke.
Producenterne hemmeligholder samtidig alle deres indtægter, som ikke direkte hidrører fra de danske biografer. Der er lagt et tungt røgslør over for eksempel udenlandsk salg, indtægter fra dvd, tv og vod.
Hvordan pokker skal man kunne diskutere filmbranchens økonomi, når halvdelen af oplysningerne er hemmeligholdte? Og hvordan skal man kunne evaluere filmbranchens forretningsmodeller, når vigtige detaljer tilbageholdes?
Derudover er alle eksperimenter, som den danske filmindustri har gennemført med nye forretningsmodeller, hemmeligholdt. Alle skriger ”eksperimenter”, men kun få interesserer sig for resultaterne af selvsamme eksperimenter, og slet ingen ønsker at offentliggøre resultaterne.
Streamingtjenesterne, som for eksempel Netflix, hemmeligholder også alt i forbindelse med deres økonomi. Filmenes producenter kan ikke engang få at vide, hvor mange gange deres film bliver set på tjenesten. Ja, selv Netflix’ aktionærer bliver holdt i mørke om detaljer i tjenestens forretningsmodel. Det undrer, at nogen tør købe aktier i det selskab.
Det sætter Netflix og de øvrige online-tjenester i den formidable situation, at de stort set kan påstå hvad som helst. Ingen kan tjekke oplysningerne.
Den mulighed har hverken biograferne eller Det Danske Filminstitut.
Ethvert krav om oplysninger og gennemsigtighed i den danske filmindustris økonomi bliver afvist med ”at det jo er privatmands økonomi”.
Jamen, det er biografernes tilskuerantal jo så sandelig også!
At biografernes tilskuerantal bliver offentliggjort har selvfølgelig sin årsag. Det er hele fundamenter for filmbranchens økonomi. Hvis den målestok ikke var kendt, ville hele filmbranchens forretningsmodel falde fra hinanden. Det er herfra al succes og fiasko måles.
Man bør fra politisk side over for en så tungt statsstøttet industri forlange fuld åbenhed om filmbranchens økonomi. Man burde forlange indsigt i antallet af transaktioner i home entertainment-sektoren. Der burde også forlanges indsigt i den enkelte films økonomi og de tal kan sagtens anonymiseres. For eksempel ved at der kun videregives procentsatser for den enkelte films indtægtskilder.
Kære politikere: Skab venligst et ordentlig fundament for afgørelse af de fremtidige forretningsmodeller! Det sker ikke gennem hemmeligholdelse!
Imens sejler den danske filmskude hid og did uden nogen form for kurs. Det er på høje tid, at politikerne tager affære og skaber grundlag for åbenhed. Hellere i dag end i morgen. Hjælp filmbranchen ud af mørket!
