Er filmskaberen til for publikum eller omvendt?

I USA er man ikke ét øjeblik i tvivl: Filmskaberen er til for publikum.

Der er intet kulturministerium i USA, ingen støtteordninger, ingen statslig myndighed, som prioriterer at hjælpe filmskabere på vej. Den eneste støtte, en filmskaber kan opnå i USA, er skattelettelser, hvis man da vælger at optage en film i en stat, som bruger dette lokkemiddel.

Ikke at man som sådan har noget imod filmkunst i USA – så længe det bare er rentabelt.

Filminstruktøren Christian Braad Thomsen er øjensynlig enig. For nylig fastslog han i en kommentar på TV- og Kortfilmmagasinet Ekkos hjemmeside:

”Enhver kunstner arbejder for publikums skyld og ikke for sin egen.”

Omvendt udtalte Tobias Lindholm til Politiken den 13. marts 2014:

”Vi er jo en slags bistandsklienter, der får støtte til vores kunst.”

Flere danske filmskabere mener, der bør være andre succeskriterier end biografernes tilskuerantal, men overser komplet det faktum, at biografernes tilskuerantal er den første indikation på, om producenten kommer tørskoet i land.

Ikke at ville anerkende biografens tilskuerantal som succeskriterium svarer til, hvis et politisk parti ikke vil anerkende konsekvens af et valgresultat.

Vi taler immervæk om verdens dyreste kunstform, hvor selv den mindste artfilm har privatkapital ude og svømme, hvorfor negligering af publikum vil få fatale følger for producenten og, i anden omgang, instruktøren.

Man oplever i øvrigt ikke succesfulde filmskabere sætte spørgsmålstegn ved biografernes tilskuerantal som succeskriterium.

Men i modsætning til politikere, som griber til selvransagelse og hurtigt meddeler offentligheden, ”at man nu trækker i arbejdstøjet og vil forsøge på at gøre det bedre næste gang” efter et sløjt resultat, oplever man filmskabere jagte andre årsager end egen, når deres film ikke har fået tag i publikum.

Undskyldningerne er der i tidens løb set mange af. Her er ti eksempler:

– lanceringen var for dårlig

– trailer og plakat gav ikke ordentligt udtryk for filmens ånd

– vejret

– anmelderne har ikke forstået filmen

– konkurrence fra andre film

– tidspunktet for premieren

– konkurrence fra tv

– biograferne har pillet filmen for hurtigt af plakaten

– Hubertusjagten gav filmen konkurrence i åbningsweekenden (min personlige favorit)

og nu senest:

– Medierådets vurdering skrællede en million kroner af indtægterne

Det er kort sagt alle andres skyld end filmskaberens egen.

En af de mere bemærkelsesværdige udtalelser, som er fremkommet i kølvandet på publikums kølige modtagelse af en film: ”Jamen, det har aldrig været meningen, at filmen skulle ses af ret mange.”

Den lader vi lige stå lidt.

En anden udtalelse fra en filmskaber, som forsvar over for publikums manglende lyst til at se instruktørens film: ”Det har været enormt sjovt at forløse historien.” Og her drejede det sig om en film støttet gennem Det Danske Filminstituts kommercielle støttegren – Markedsordningen – som beklageligvis var faldet komplet på bugen med stort tab for producenten til følge.

Nu handler det jo overhovedet ikke om, hvorvidt filmskaberen har haft det sjovt, men derimod om filmen – når den er støttet gennem Markedsordningen – har været i stand til at tiltrække et publikum.

Hvor ville det dog være befriende om danske filmskabere ville påtage sig et ansvar for, at deres film ikke har kunnet opnå publikums gunst.

Jo før danske filmskabere anerkender, at de er til for publikums skyld – ikke omvendt - og griber til selvransagelse, når deres film ikke opnår publikums gunst, jo hurtigere kan filmskaberne få et publikum i tale.

Flere danske filminstruktører kunne have godt af at skrive den græske mesterinstruktør Costa-Gavras’ ord bag øret: "Hellere flytte mange lidt, end få meget."

Eneste andet valide succeskriterium er den gennemsnitlige modtagelse af de toneangivne filmanmeldere. Det er dog yderst sjældent at opleve en filmflop, som får over fire stjerner gennemsnitligt af anmelderkorpset.

At måle sin succes på publikums gratis adgang til værket kan aldrig blive et validt succeskriterium.

Hvis man hensættes i en miljø, hvor der ikke er krav om at lære af sine fejltagelser, lærer man aldrig.