Falliterklæringerne hober sig op
Hvis nogen efterhånden skulle være i tvivl: Dansk film befinder sig i en historisk krise:
– Biografklub Danmark kunne i år ikke finde en egnet dansk åbningsfilm.
– Der er ingen danske børnefilm i den kommende efterårsferie.
– Lavbudget-filmene flopper på stribe og de kan ikke engang dække lanceringsudgifterne.
– Filmtyvene florerer som aldrig før.
– Filmbranchens samlede indtægter er i frit fald.
Dansk film er inde i en bølgedal, så dyb og bred, at man aldrig har oplevet noget lignende.
Og hvad gør dansk film? De diskuterer mangfoldighed, mens den adm. direktør for Det Danske Filminstitut, Henrik Bo Nielsen, tager orlov i halvanden måned.
At Biografklub Danmark i år ikke kunne finde en egnet dansk åbningsfilm, er nyt. At der ingen danske børnefilm er i biografernes besøgsmæssige højtid er også nyt. Det har vi ikke tidligere oplevet, så langt øjet rækker. Markedet overlades dermed helt til udenlandsk film.
At lavbudgetfilmene flopper på stribe, er ikke nyt. Det har de altid gjort. Forskellen er blot, at der nu blot produceres mange flere af dem. At filmtyvene florerer, og filmbranchens samlede indtægter er i frit fald, er heller ikke nyt.
Dansk film magter øjensynligt ikke at gøre noget ved det.
Jeg har tidligere angivet 117 veje dansk film kunne gå, uden nogen effekt. Nu er det læsernes tur.
Nedenstående kommentarfelt skal hermed erklæres for åben. Alle forslag er velkomne og ikke mindst forklaringer på, hvorfor dansk film er så forbandet handlingslammet.
