Zentropas swinger og livet i andedammen
Så blev det Swinger-dag.
Anmeldelserne er mere end lunkne, men who cares: De første 100.000 solgte billetter er sikret via Biograf Danmark, hvor selv telefonbogen er et sikkert hit – bare det er til halvpris. Producenten kan derfor grine hele vejen til banken, mens Det Danske Filminstitut slikker sårene efter at have erklæret sig inhabil fra kantinedamen til den øverste ledelse og sendt problembarnet ud i byen.
Den sædvanlige sviner er også blevet fyret af fra griseproducent Peter Aalbæk Jensen i Jyllands-Posten. Han mener, at Det Danske Filminstitut i angst for at begå fejl har begået endnu en fejl:
”At ansætte en instruktør som filmkonsulent, mens han har en film i produktion, er opsigtsvækkende. At tildele en film, der tidligere har fået mange afslag, færdiggørelsesstøtte, er for mig at se exceptionelt. At instruktøren ikke færdiggør filmen selv, er usædvanligt, tæt på aldrig tidligere sket. At lade en ekstern konsulent vurdere et projekt – kun dét ene af mange fremlagte filmforslag – er hårrejsende og må være ansvarspådragende. At en film med næsten to millioner i støtte ikke må bakkes op markedsføringsmæssigt af ophavsmanden, er misrøgt af offentlige midler,” mener Peter Aalbæk Jensen.
Men hvordan var det lige for tretten år siden? Her var der også ballade om filmstøtten, om hvem der fik hvad og hvorfor. Her havde Zentropas ”Swinger” en helt anden dagsorden.
Læs, hvad Nordjyske Stiftstidende skrev den 20. juni 2003:
”Henning Camres årelange karriere som direktør i Det Danske Filminstitut kan ende brat, hvis filmchefen ikke får al snak om kammerateri og inhabilitet ved filmstøtte til at forstumme, siger kulturminister Brian Mikkelsen (K) til Berlingske Tidende. ’Det er helt udelukket, at vi fremover vil tolerere tvivlstilfælde eller grænsetilfælde af fætter-kusine-økonomi inden for filmstøtten,’ siger Brian Mikkelsen og tilføjer: ’Ansvaret er Henning Camres og i sidste ende Filminstituttets bestyrelse, og hvis man ikke lever op til det ansvar, så fratager vi dem ansvaret for det. De penge skal forvaltes uden nogen som helst mistanke om kammerateri og nepotisme. For så stopper ordningen.’”
Artiklen i Nordjyske fortsætter således:
”Den skarpe udmelding fra ministeren kommer efter en langstrakt offentlig diskussion om den såkaldte konsulentordning, der giver konsulenter i Filminstituttet meget stor magt til på egen hånd at indstille – eller affeje – ansøgninger til filmstøtte. Debatten er opstået på baggrund af en stribe artikler i Berlingske Tidende, der fik eksperter i offentlig forvaltning til at tale om ’fætterøkonomi’, og ministeren til at udbede sig forslag til ændringer af støttesystemet fra den samlede filmbranche. Artikelserien fortalte blandt andet om filmkonsulent Mikael Olsen, der er en nær ven af Zentropa-ejer Peter Aalbæk Jensen, og indstillede Zentropa til godt 28 mio. kroner på to år – hvorefter han selv blev producer for Zentropa.”
”Filmchef Henning Camre lod også filmkonsulent Vinca Wiedemann behandle en ansøgning fra hendes nære veninde Susanne Bier, selv om konsulenten havde gjort sin direktør opmærksom på det tætte venskab. Og senest har der været heftig debat om filmkonsulent Morten Grunwald, der under behandlingen af en ansøgning om filmstøtte, fandt det rimeligt at anbefale sin nære ven, Tommy Kenter, til filmens hovedrolle. Nu kræver kulturministeren reglerne om inhabilitet skrevet direkte ind i konsulenternes kontrakter, så alle kender betingelserne. ’Det handler om at være renere end Cæsars hustru. Jeg kan ikke leve med nogen som helst mistanke om, at offentlige penge ikke bliver brugt til bedre film og mere kunstnerisk udvikling af filmene,’ siger ministeren,” lyder det i Nordjyske Stiftstidende i 2003.
I morgen er der atter en dag.
Alle ånder lettet op, og livet går videre i andedammen, mens dansk film drukner i ballade, og sygehusene må fyre folk. Men så kan man jo bare falde død om til halv pris i biografen.
