De virkelige skurke
Hvorfor er det sådan, at vi i Danmark bliver nødt til at nedtone virkeligheden, for at den kan blive troværdig på film?
Jeg mener, tænk hvis vi lod en af politikerne i Borgen ligne Berlusconi, som han tog sig ud ved stemmeurnen forleden, med farvede hårtransplantationer, face lifts og makeup á la pancake! Han ville passe fint ind i en Fellini-film, men i dansk realisme ville han ligne en parodi, en kliché, simpelthen too much (hvad han jo også er, men alligevel …)
Silvio Berlusconi. Foto: Stefano Rellandini
Herhjemme går vi en anden vej. Rollen som Borgens nye superskurk, TV1's generaldirektør Alex, bliver med stor træfsikkerhed lagt i hænderne på Christian Tafdrup, der ligner enhver mors drøm om en svigersøn så meget, at han bogstaveligt talt har spillet rollen i Efter brylluppet.
Christian Tafdrup i Borgen. Foto: DR
Jeg forstår valget af ham, jeg synes det er raffineret og morsomt. Skulle jeg pege på et enkelt punkt, hvor hans rolle bliver for karikeret, så er det nok tørklædet, han bærer. Men hov, det tørklæde er jo en tro kopi af dét, som den forhenværende generaldirektør yndede at bære. Skal der virkelig ikke mere til? Hvorfor er det sådan, at virkeligheden, det billige skidt, virker så overdrevet absurd på film herhjemme?
Er det fordi vi danskere i hjertet er leverpostejsdemokrater, der har siddet så længe i rundkredsen, at vi har glemt, hvordan skurke ser ud, når de fører sig åbent og uhæmmet frem? Eller er det, fordi vores velfærdssamfund har udviklet en arrogant og kedsommelig middelklasseæstetik, der foretrækker en fimsefin gråtoneskala frem for en skrapt farvet filmlud til skurvede hoveder?
Politisk foretrækker jeg selvfølgelig Danmarks på det jævne-demokrati frem for det italienske carnivale-fascisteri.
Nicolas Bro i Offscreen. Foto: AlphaVille Pictures
Men kunstnerisk elsker jeg, når der en sjælden gang imellem er filmfolk, som Christoffer Boe og Nicolas Bro, der i Offscreen sammen skabte et sandt svigermor-mareridt, et af de mest grufulde menneskemonstre, der har gået på dansk filmjord.
Når jeg møder en sådan revolutionær opsætsighed, der brænder alle realistiske broer og vover at indoptage virkelighedens uhæmmede afgrunde, så mærker jeg min dyriske sjæl atter ånde frit.
