TV 2 bør ikke tjene penge på kvindehad

Kvinder, der bliver spærret inde, misbrugt og slået ihjel på de mest udspekulerede måder, fascinerer forfattere – måske især mandlige. 

Det er også et faktum, at virkelige, tragiske hændelser ofte bliver filmatiseret, uanset hvor sadistiske og makabre de er, ja, måske netop fordi de er sadistiske og makabre.

Bare tænk på den kommende film om Krudttønden eller serien om Utøya, som DR2 viser for tiden. Men man bliver nødt til at spørge sig selv om, hvad det egentlige formål er, når man giver sig i kast med at filmatisere så voldsomme begivenheder.

Er svaret penge og priser bør man aldrig gå i gang. Er svaret, at man ikke selv har fantasien til at stykke et lignende plot sammen og derfor ser sig nødsaget til at hugge fra virkeligheden, bør man også holde nallerne langt væk.

Er svaret derimod, at det er en vigtig historie, som er nødt til at blive fortalt, som ikke må blive glemt, som kan samle mennesker, stille vigtige spørgsmål, oplyse, skabe dialog eller debat – så er det måske legitimt at gå i gang med filmoptagelserne.

Hvad med mordet på Kim Wall? 

Er det legitimt at filmatisere tragedien som underholdningsserie på TV 2 kun tre år efter, at den fandt sted? Hvad er formålet?

Er det en fortælling om Kim Wall – hendes liv, hendes sejre, journalistik, nederlag, sårbarhed og styrke? Eller er det en fortælling på bekostning af Kim Wall – om et mord, som mange mennesker har været optaget af at følge med i.

Har vi ikke rigeligt med serier om kvinder, der bliver misbrugt og myrdet? Er det nødvendigt med endnu én, som oven i købet ikke er fiktiv, men bygger på virkelige hændelser?

Om et halvt års tid får historien om mordet på Kim Wall premiere på TV 2. 

Heldigvis kommer den ikke til at hedde Kvinden i ubåden eller noget i den dur. Ubådssagen rummer ellers alt det, mange krimiserier dyrker: en myrdet kvinde, en ubåd på bunden af havet og en excentrisk opfindertype, som viser sig at være sadistisk stjernepsykopat. 

Men Peter Madsen optræder aldrig i serien, som er navngivet Efterforskningen, er i seks afsnit og fokuserer primært på politiets efterforskning – ikke på selve mordet. 

Tobias Lindholm, som har indhentet tilladelse fra Kim Walls forældre, skal instruere. Til pressen siger han, at han meget bevidst har valgt at gå uden om Peter Madsen. Han er hverken fascineret af Peter Madsens psykologi eller hans makabre perversioner. 

Han vil ikke give morderen skærmtid.

Jeg er lettet over, at Tobias Lindholm ikke har valgt at lave en parallel til filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens roman Kvinden i buret. 

Alligevel er der noget forkert ved projektet. Noget, som giver mig en grim smag i munden. 

For hvorfor skal den historie overhovedet fortælles? Som en hyldest til politiets efterforskning? Som en udforskning af menneskesindets mørkeste sider? Eller er det i sidste ende endnu engang fascinationen ved en kvindes lidelser, den skjulte lyst ved tanken om en kvindekrop udsat for mishandling og ultravold? 

Sagen om Kim Wall blev med brutal kynisme behandlet som spændende krimistof af medierne tilbage i 2017. 

I aviserne blev den gjort til føljeton med nye kapitler hver uge, som læserne ivrigt kunne følge med i. ”Ubådssagen” stod der på forsiderne med store bogstaver. En forfatter antydede endog, at Kim Wall selv var ude om det, fordi hun havde et udfordrende blik. 

Der var tegninger, teorier og rekonstruktioner af mordet og en morbid, spændings- og lystbetonet fascination af alle de mest blodige og seksuelle elementer. Men det var bare ikke fiktion. Det var virkelighed.

Jeg er træt af fortællinger om kvinder, der bliver slået ihjel af psykopater, og jeg synes ikke, at der findes en legitim undskyldning for at skrive og producere krimier, hvis største fascinationspunkt er mord på kvinder. 

Det er hverken spændende, fornyende eller fængslende. Det er konventionelt og usmageligt.

Krudttønden egner sig heller ikke til en plotdrevet krimiserie. Det er til gengæld en vigtig fortælling om dybe spændinger i vores samfund. Og her kan kunsten have noget vigtigt at sige med sin mulighed for nye tolkninger og nuancer, som ligger hinsides de journalistiske vinkler og politiske udråbstegn. 

Erik Poppes rystende Utøya 22. juli forrådte heller ikke sin historie med sensationalisme. Den gav heller ingen skærmtid til Anders Breivik, som kun sekundkort optrådte i filmen i fjern silhuet. Den var i stedet et solidarisk nærportræt af unges udsathed og angst, når de på ubegribelig vis bliver fanget i en morderisk, politisk konflikt. 

Filmen gjorde vores indsigt større, ikke mindre. 

Jeg håber, Efterforskningen bliver lavet med stor integritet og hensyntagen til de pårørende. Jeg håber ikke seriens primære formål er at underholde et publikum på TV 2. Få høje seertal, seere, vinde priser. Skovle penge ind. 

Jeg håber, man gør sig umage. Alligevel står jeg undrende tilbage med et enkelt spørgsmål: Hvorfor skal visse mænds hemmelige – og somme tider slet ikke så hemmelige – kvindehad igen gøres til tv-underholdning?