Werner Herzogs festival

To minutter i fire tirsdag eftermiddag entrer Werner Herzog sal nr. 7 i CinemaxX lige bag Potsdamer Platz.

Inden han sætter sig til rette sammen med den jury, han er præsident for, skal han lige vise sine meddommere noget. En nederbayersk pølse, som han netop har fået af en kammerat her i Berlin. Duften får et par anerkendende ord med på vejen, og Herzog sætter sig glad til rette. Med et saligt smil på læben.

Herzog er en Tysklands største instruktører i generationen efter 1968. Og selvom han bor i Californien og ingen planer har om at vende tilbage til Tyskland, så er og bliver hans hjem Bayern. Noget man med det rette gehør også sporer i hans film.

Kendt er Herzog især for sit samarbejde med den monomane landsmand, Klaus Kinski, der spiller hovedrollen i film som Woyzeck og Cobra Verde, genindspilningen af Murnaus gyserklassiker Nosferatu og vanvidsdramaet Fitzcarraldo, hvor indfødte indianere slæber et dampskib op over en bjergtinde.

Ti pinefulde dage
I 1968 fik Herzog en sølvbjørn på Berlinalen for Lebenszeichen, men siden har han sjældent drevet det til mere end nomineringer på de store filmfestivaler. Hvilket til gengæld har sikret ham en fortsat status som kultinstruktør.

Nu er han altså med på Berlinalen som præsident for juryen. En overraskende metier for en mand, der ifølge eget udsagn ikke har set flere end to biograffilm det sidste år. Og som ikke mener, at der laves mere end tre virkelig gode film om året. Så de tyve film, han nu ser i løbet af ti dage, må være en pine for ham.

Heldigvis lider Herzog gerne for kunsten. Således sprang han engang i favnen på en kaktus, sådan som han havde lovet sine skuespillere at gøre det, hvis de overlevede de vanskelige optagelser. Det kostede ham et halvt års kroniske smerter.

Civilisations største fejltagelse
Et vanvid, som han deler med afdøde Kinski, som han ikke desto mindre lige så gerne omtaler som ”Guds største pestilens på jorden” som ”verdensunder”.

Kort efter Berlinalen får Herzogs remake af Bad Lieutenant med Nicolas Cage i hovedrollen premiere i Tyskland. Men hvorfor laver Herzog overhovedet film, ville en journalist for nylig vide? ”Ingen anelse,” lød det mere end almindeligt lakoniske svar.

Udforskning af egne og andres motiver står ikke på Herzogs agenda. Han hader psykoanalysen, som han sammenligner med den spanske inkvisition, kalder vores civilisations største fejltagelse og mener, gør mennesket ubeboeligt.

Iransk vrede
Så da Herzog nu har fundet sit sæde i CinemaxX og ser den iranske instruktør Rafi Pitts drama Shekarchi (Vredens tid), er han sikkert ikke bare træt af igen at skulle se en film om en netop løsladt straffefange. Men også irriteret over, hvor forståelige instruktøren vil gøre hovedpersonens motiver.

Ali har kone og datter, der begge forsvinder i periferien af en demonstration mod præstestyret i Teheran. Konen viser sig at være kommet i krydsild og er død. Datteren er bare væk. Politiet er ikke just forstående og hjælpsomme. Tværtimod.

Med stadigt mere indebrændt had til myndighedernes bureaukrati og umenneskelighed går Ali til vilkårligt angreb. Og sin egen forudsigelige undergang i møde. Han skyder en tilfældig betjent, bliver jaget og endelig fanget af to politimænd ude i bjergene. Hvor humanitet og kynisme efterhånden bliver vanskelige at skelne. Så det til sidst er den humane af de to betjente, der skyder Ali.

Stille storhed, ædel enfold
Derimod kan Herzog glæde sig over uforudsigelighed og kysk afholdenhed over for alt for oplagte årsagsforklaringer i Semih Kaplanoğlus tyrkiske film, Bal (Honning). Festivalens hidtil smukkeste film, der hverken betjener sig af musik eller kunstigt lys, men så meget desto mere lader billeder og spil tale for sig selv.

Her er ikke et opulent billedsprog som hos Rop Epstein og Zhang Yimou, lænestolssadistisk elendighed som hos Thomas Vinterberg og Koji Wakamatsu eller kriminalpsykiatriske tilfælde som hos de fleste andre instruktører i konkurrencen om Guldbjørnen. Derimod stille storhed og ædel enfold, som man ville have kaldt det i nyklassicismen.

Nej, det er heller ikke en tyrkisk Heimat-film, men et smukt portræt af forholdet mellem en far og en søn. En far, der ernærer sig som biavler i en skovklædt bjergegn, og en søn, der hviskende følger i hælene på sit elskede ophav og stammende forsøger at lære at læse. Umådelig nuanceret skildret af Erdal Besikçioğlu og seksårige Bora Altas.

Man fristes til at kalde det et psykologisk stilleben, for filmen spekulerer ikke i årsagen til drengens stammen - og søger lige så lidt en mening med farens fatale uheld, der gør en ende på det symbiotiske forhold. Men viser blot livet, som det er, i al det skrøbelige storhed. Banalt — og basalt.