Voldsopus trækker overskrifter i Venedig

Øjne, der kradses ud af soklerne med en ske. En glasflaske, der stoppes op og knuses i en kvindes underliv. En nazist, der skyder en grædende mor med en baby i favnen. Et barn, der voldtages af en kirkegænger. 

Listen af uhyrligheder strækker sig langt i The Painted Bird, der efter verdenspremiere i Venedig har trukket forargede overskrifter i hele verden. 

Skal man tro B.T., der ikke har en udsendt på festivalen, udvandrede halvdelen af salen under verdenspremieren forleden. 

Så grelt var det dog på ingen måde, selv om en god snes mennesker fandt scenerne for groteske og nærmest løb ud af biografen i den lune sensommeraften. 

Men resten af salen så altså det godt tre timer lange og stilsikre sort-hvide opus færdigt. Og som film var det nu ikke så grum en oplevelse, som overskrifterne antyder. 

Skarsgård som nazist
Instruktøren bag den kontroversielle film er tjekkiske Václav Marhoul. Filmen er baseret på Jerzy Kosinskis roman Den bemalede fugl fra 1965 og handler om en navnløs dreng, der under Anden Verdenskrig bliver symbol på alle de forfærdelige ting, som overgik jøderne og romaerne. 

Og det er naturligvis under disse voldelige scener, at stribevis af festivalgængere ikke længere kunne klare mosten. 

Det er grumt at se på, men samtidig paradoksalt nok smukt. For Marhoul viser sig som dygtig filmskaber med et klart æstetisk udtryk. Og så har instruktøren fået en stribe af velspillende stjerner til at medvirke.

Stellan Skarsgård er nazisten, der melder sig frivilligt til at pløkke knoppen af den navnløse dreng. 

Harvey Keitel er præsten, der sender drengen i armene på en voldelig pædofil. Udo Kier er manden, der skovler øjnene ud af folks ansigter. Og Barry Pepper (kendt fra Saving Private Ryan og Den grønne mil) er kommunisten, der lærer drengen, hvordan man slagter en halv landsby med en riffel. 

Da de første publikummer begyndte at løbe ud af salen, lå filmen faktisk lunt i svinget til at ligne en Guldløve-kandidat. Her var der endelig en flot kunstnerisk film med substans, men volden får efterhånden et præg af gentagelse, og Marhoul burde i klipperummet have skåret minimum en time ud. 

Netflix skuffer
Når filmreporterne har haft behov for at skrue dramaet op i forbindelse med The Painted Bird, kan det måske have noget at gøre med festivalen som helhed i år. 

Store navne har skuffet, og hovedkonkurrencen har været en tynd kop te.

Indtil nu har det virket som en god idé for festivalen at invitere streamingtjenesterne med – Cannes nægter fortsat kategorisk at gøre det – og sidste år sikrede Venedig sig blandt andet mesterværket Roma på franskmændenes bekostning.

Men i år har kvaliteten langt fra været den samme i Netflix’ bidrag til festivalen, hvor Noah Baumbachs fremragende Marriage Story er undtagelsen.

Middelalderfilmen The King med Timothée Chalamet i titelrollen er underholdende, men ikke noget specielt, og Steven Soderberghs Meryl Streep-komedie The Laundromat om Panama-papirerne er temmelig ligegyldig.

Dropper anmeldelse
Når der er tale om tre af festivalens mest profilerede og på forhånd omtalte film, sidder man tilbage og overvejer, om det var så god en idé at give streaming-giganten så meget plads i Venedig. 

Nogle kritikere har da også helt holdt sig fra at se og anmelde eksempelvis The Laundromat. 

Argumentet er, at festivalen som udgangspunkt er et udstillingsvindue for den kommende sæsons store biograffilm. Og da en Netflix-film som The Laundromat får tv-premiere om et par uger, er der ikke lige så stor grund til at holde øje med den for en festivalreporter. 

Trods alle forfærdelighederne er det i al fald også en større kunstnerisk oplevelse at lægge øjne til en film som The Painted Bird.