Nyhed
18. jan. 2022
John Dillermand nomineret til årets nyskabelse
Det skabte en del palaver, da DR i starten af 2021 havde premiere på børneprogrammet John Dillermand, hvor hovedpersonen har en lang diller, der lever sit eget liv. Foto | DR

John Dillermand nomineret til årets nyskabelse

Jonatan Spang, Mads Brügger og det omdiskuterede DR-fænomen John Dillermand er blandt de nominerede til Tvprisen, hvor DR og TV 2 holder de internationale streamingtjenester stangen.

Af Nicki Bruun

Et nyt år er altid lig med en masse prisuddelinger, der hylder det bedste fra året, der gik.

Selv om verden de seneste år har været ramt af store udfordringer, er der heldigvis stadig noget, der er, som det plejer.

Nu har Producentforeningen – der arrangerer Tvprisen – afsløret de nominerede til den danske tv-branches store prisfest. De 23 kategorier tæller ”årets vært”, ”årets nyskabelse”, ”bedste sportsdækning” og ”bedste reality” blandt mere klassiske kategorier for bedste tv-serie og dokumentar.

DR og TV 2 tegner sig for størstedelen af nomineringerne, mens også Viaplay, Discovery+, Xee og Netflix gør sig gældende i flere kategorier.

Se alle de nominerede!

Streamingtjenester gør indhug
I dysten om at blive valgt som årets lange tv-serie står kampen mellem DR-serien Ulven kommer, TV 2-serierne Efterforskningen og Sygeplejerskolen samt Kastanjemanden og Ragnarok, der er blevet vist på Netflix.

Dermed er Søren Sveistrups krimiserie Kastanjemanden den eneste genganger i forhold til de nominerede ved filmbranchens Robert-uddeling.

Det forstærker billedet af, at de internationale streamingtjenester er godt i gang med at gøre indhug i et marked, hvor de danske tv-stationer DR og TV 2 historisk har siddet tungt på magten.

I kategorien for bedste korte tv-serie ved Tvprisen er det dog stadig de danske aktører, som står stærkest.

DR tegner sig for tre nomineringer med Min kamp, Fredløs og Julefeber, mens TV 2 er i spil med Zulu-komedieserien Minkavlerne.

Den danske tv-kanal Xee er stærkt repræsenteret med nomineringer til Julie & Jespers 33, Limboland og 2 døgn. Endelig er der også en nominering til anden sæson af Christoffer Boes Viaplay-serie Forhøret.

Omdiskuteret dillermand
Mads Brüggers internationalt opsigtsvækkende Muldvarpen – Undercover i Nordkorea er nomineret i kategorien ”bedste dokumentar”. Her finder man også TV 2-serien Partiernes skjulte overgreb, der undersøger beskyldninger om overgreb i ungdomspolitiske organisationer.

Der er ikke blevet plads til den meget omtalte dokumentarserie MeToo: Sexisme bag skærmen, der afslører en kultur fuld af krænkende adfærd på TV 2. Det skyldes dog, at årets nomineringer går til produktioner, der er blevet vist mellem 21. september 2020 og 30. september 2021. Serien fik premiere 29. november.

Flest nomineringer i dokumentarkategorien går til produktionsselskabet Final Cut for Real, der har produceret Mit barn blev skoleskyder, Skyggebarn og Cph:Dox-vinderen Undertrykkelsens sang, som er blevet vist på forskellige tv-kanaler.

Produktionsselskabet står også bag Jonas Poher Rasmussens Oscar-kandidat Flugt, så det er gode tider for Final Cut for Real.

Nogle titler er blevet nomineret på tværs af vidt forskellige kategorier, hvilket tyder på en særlig kvalitet. Det omdiskuterede DR-program John Dillermand er nomineret både for bedste børneprogram og som bedste nyskabelse i underholdningsformatet.

Imens er komikeren Jonatan Spang blevet nomineret som årets underholdningsvært, mens hans DR-program Tæt på sandheden har fået en nominering for bedste satire eller comedy.

Ny pris i spil
Endelig er tyve titler – der tæller alt fra fiktionsserier som Tobias Lindholms Efterforskningen over underholdningsprogrammet Stormester til julekalenderen Julefeber og Den store bagedyst – nomineret til Seerprisen.

Her er det, som navnet indikerer, seerne, der vælger vinderen. De nominerede er programmer, som også er nomineret i prisuddelingens andre programkategorier.

Desuden bliver der ved Tvprisen for første gang uddelt Inspirationsprisen, som hylder inspirerende tiltag, der forbedrer arbejdsmiljøet i den danske tv-branche.

Desuden er der æresprisen ”årets Otto”, som gives for at hædre en person med et langt liv i tv-branchen.

Prisuddelingen finder sted den 26. marts i Tivoli Congress Center. Billetter er sat til salg.

Relevante artikler

Serieanmeldelse
30. nov. 2021
MeToo: Sexisme bag skærmen

MeToo: Sexisme bag skærmen

Serieanmeldelse
24. sep. 2021
Kastanjemanden

Kastanjemanden

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten