Tøsepower eller torturporno
Det er tretten år siden, at den dengang 31-årige Quentin Tarantino henrykkede og forargede i Cannes, da han sensationelt vandt Guldpalmen for Pulp Fiction og indskrev sig i filmhistorien som Hollywoods autodidakte wunderkid nummer 1.
I år er Tarantino tilbage i den franske filmby med Death Proof, den ene halvdel af dobbeltfilmen Grindhouse, som han har lavet sammen Robert Rodriquez. Og selv om Tarantino næppe gentager triumfen fra 1994, kan han stadig sætte sindene i kog. Allerede inden festivalen, der starter på onsdag den 16. maj, debatteres filmen heftigt i England.
Ligestilling for lemlæstelse
Umenneskelig, væmmelig, kvindefjendsk. Sådan beskriver kritikeren Kira Cochrane Tarantinos film, og det er cocktailen af bare bryster og blodige genstande, der er faldet Cochrane for, ja, brystet. Filmen er ifølge Cochrane ikke enestående, men en del af en aktuel bølge af film — Wolf Creek, Hostel 1-2 og The Devil's Rejects — som hun kalder "torture porn".
"I disse film ender både kvinder og mænd med at blive snittet, gennemboret, lemlæstet, halshugget. I den forstand byder de på ligestilling, hvad gennemboring angår. Men det er volden imod kvinder, som er mest bekymrende, fordi det er her, at sex og ekstrem vold støder sammen," skriver Kira Cochrane i avisen The Guardian (1/5).
Seks film får i Cochranes artikel den tvivlsomme ære at blive udråbt til filmhistoriens mest kvindefjendske voldsfilm: Blood Feast (1963), The Last House on the Left (1972), Ilse — hunulven fra SS (1974), I Spit on Your Grave (1978), Baise-moi (2000) og Grindhouse (2007).
Reaktioner på vold
EKKO har talt med Quentin Tarantino i Hollywood (billedet), og han tager kritikken relativt afslappet.
"Noget vold kan virke chokerende eller bare forvirrende, og nogle mennesker kan tage det, andre ikke," siger Tarantino. "Det er ikke den voldelige handling i sig selv, der fascinerer mig, men de forskellige reaktioner på den; på samme måde som andre foretrækker at lave actionfilm eller romantiske film, som i visse tilfælde også kan være ganske rædselsvækkende."
Tarantino får opbakning af Todd McCarthy, som er hovedanmelder for det anerkendte amerikanske brancheblad Variety. Han fremhæver filmens dialog og elektriske skuespilpræstationer og kalder Death Proof en tøsepower-film, der har sans for kvindelige venskaber og først i sidste del udvikler sig til en regulær actionfilm med Stuntman Mike (Kurt Russell), som forfølger kvinder og bruger sin bil som en dræbermaskine.
Fascineret af kvindekliker
Quentin Tarantino kommer selv ind på filmens kvindeportrætter i et større interview med The Guardian (4/1).
"Jeg har mandlige venner, men den dynamik, man finder hos en gruppe kvinder, der hænger ud sammen, og hele klikeaspektet har i højere grad været min virkelighed i de senere år," siger Tarantino og fortsætter:
"Jeg hører alt, hvad de taler om og laver sjov med, deres kammeratskab, og de fleste af de kvindelige figurer i denne film er baseret på personer, jeg kender, eller er en kombination af dette og hint. Da jeg begyndte at skrive manuskriptet, vidste jeg, at jeg ville følge disse piger. Det er mit virke — jeg er forfatter. Jeg absorberer et stof og bliver nødt til at gøre et eller andet med det."
