Tillykke med et los bagi
Kære Super16,
Ti år. Hvem skulle have troet det?
Med garanti ikke Carsten Myllerup, Linda Krogsøe Holmberg og Jens Mikkelsen den sommeraften, hvor I sad i Carstens køkken og nørklede med Foreningshåndbogen. I ville lave en forening, og selv om I var de rene novicer, skulle det gå rigtigt til.
Året er 1999.
I er netop blevet afvist for gud ved hvilken gang af Den Danske Filmskole, og grebet af punkens gør-det-selv-ånd (tyve år for sent) vil I etablere et alternativ til Filmskolen. I vil skabe jeres egen filmuddannelse. I er anakronistiske anarkister uden en chance.
I tager den.
I vælger navnet Super16, fordi det er lillebroren til de 35mm brede filmruller, som de optager med på den statsautoriserede filmskole. Og fordi hvert hold på uddannelsen er sammensat af otte instruktører og otte producere, i alt seksten (af en eller anden grund, som kun I kender, glemte I manuskriptforfatterne).
I kopierer Filmskolens koncept med en første års film, midtvejsfilm og afgangsfilm i novellefilmformatet. I trækker på de samme teorier, lærerkræfter og eksperter. Dybt originalt er det ikke. Men i modsætning til Filmskolens kuvøse, hvor eleverne i fire år kan pille i deres egen navle (og måske finde guld), er I tvunget til at arbejde for føden i filmbranchen i dagtimerne.
Det bliver jeres held.
I har det ene ben i jernindustrien og det andet ben i kunsten, og Super16 udvikler sig til en frugtbar blanding af mesterlære og kunstskole, af pragmatiske betingelser og vidtløftige visioner.
Men vigtigst af alt: I er gjort af det rette stof. I tager ikke et nej for et nej, og I vil vise hele verden, at Filmskolen har begået århundredets brøler ved at lukke porten for næsen af jer.
Bedre brændstof findes ikke.
Instruktør Kaspar Munk og producer Sonny Lahey klunser sig til stumper af dyrebare 35mm-film på reklamebureauerne for at lave dansk films måske flotteste nobudget-film, Forsvunden.
Dét er ånden.
I er fightere af Guds nåde og samtidig tvunget til ydmyghed. For alle på settet arbejder frivilligt, også mandag morgen i regnvejr på Lars Tyndskids mark. I er et produkt af den mest generøse side af filmbranchen.
At I hverken fik en æres-Bodil eller en æres-Robert her i jubilæumsåret, er en af universets større mysterier.
I laver film, mange film, og I viser dem frem, for film skal ses, ikke gemmes væk i en kælder.
Udadvendtheden giver pote.
Efter uddannelsen tager instruktørerne Carsten Myllerup, Linda Krogsøe Holmberg, Christian Dyekjær, Christina Rosendahl, Martin Barnewitz, Ulrik Wivel og Morten Hartz Kaplers springet til spillefilmen, og de får snart følgeskab af Kaspar Munk og Carlos Oliveira. Producerne har sværere ved at slå igennem – med Jesper Morthorst som undtagelsen, der bekræfter reglen.
I får the Establishments blå stempel, da Filminstituttet officielt anerkender jeres uddannelse på lige fod med Den Danske Filmskole, som begynder at ryste i bukserne. For I har brudt monopolet, I er bannerførere i en demokratisk revolution, I demonstrerer, at alle og enhver kan lave film, hvis viljen og talentet er til stede.
I har sejret – ad helvede til?
Ironisk nok er I nu selv en institution, som de unge drømmer om at få adgang til. I har en optagelsesprocedure, I har terminer, I har konditioner. Oprøret er blevet en del af systemet. Og selv om man kun kan være medlem af Super16 i de tre år, undervisningen varer, og selv om samtlige medlemmer altså udskiftes hvert tredje år, er kontinuiteten iøjnefaldende. De formelle rammer, som Carsten, Linda og Jens lavede den sommeraften i 1999, er stort set intakte.
Det gør ikke noget, så længe filmene sprudler af energi og idérigdom. Men på trods af, at Mads Matthiesen lyste op på årgang 4, og Martin Zandvliet gør det på årgang 5, er noget af dampen gået af kedlen.
I en tid, hvor filmmediet eksploderer i nye formater, og hvor selv Filmskolen fornyer sig, fortsætter I pligtskyldigt med at lave nydelige novellefilm.
Gør noget nyt, for fanden!
Bland formerne, lav minutfilm, seriefilm, overrask os, ryg teltpælene op og kør Europa tyndt i en gammel bus. Giv Super16 et ordentligt los bagi, så vi om ti år kan hylde jer som et enestående vitalt projekt!
Kærlig hilsen
Claus Christensen
