Tid til forandring

Den 61. udgave af Berlinalen blev reddet på målstregen. Da Guldbjørnen gik til den iranske Jodaeiye Nader Az Simin, slog festivalen en smuk krølle på halen.

Ti dage tidligere havde jurymedlemmerne begrædt fraværet af deres jurykollega, instruktøren Jafar Panahi, som sidder i iransk fængsel.

Og lørdag kunne juryen med Isabella Rossellini i spidsen så tildele den fornemste pris til en film fra samme land - uden dårlig kunstnerisk samvittighed, for de fleste var enige om, at Asghar Farhadis film er en fortjent vinder.

For en gangs skyld føltes Berlinalens hang til politiske statements som den ægte vare: et nødvendigt valg.

Samtidig fandt juryen anledning til at tildele Sølvbjørnen til Béla Tarrs A torinói ló, festivalens mest kunstnerisk kompromisløse film, der viste, at Berlinalen stadig - indimellem - kan tiltrække de helt store auteurs, som ellers normalt går til Cannes eller Venedig med deres nye værker.

Forbløffende lavt niveau
Om ti år er priserne formentlig det eneste, der vil blive husket fra Berlinalen 2011. Og at dømme ud fra de to hovedpriser vil årets festival måske derfor stå tilbage som en af de mest markante i mange år.

Men graver man spadestikket dybere, gemmer der sig en mere ubehagelig sandhed. Tarr og Farhadis film er nemlig galionsfigurer på et skib, der synes synkeklar.

Med et par halve undtagelser (Miranda Julys The Future, Joshua Marstons The Forgiveness of Blood, Lee Yoon-kis Saranghanda, Saranghaji) holdt de øvrige fjorten film i konkurrencen et forbløffende lavt niveau.

Få gribende historier
At Sølvbjørnen for bedste instruktør gik til Ulrich Köhler for filmen Schlafkrankheit, er sigende. Filmen er en langsommelig, kold skildring af en vestlig læge, der opsluges af sit arbejde i fattige Cameroun i en grad, at han fravælger sin familie.

Paula Markovitch El premio, der fik to sølvbjørne for fotografering og produktionsdesign, lader billederne dvæle så længe i betydningsløse situationer, at den puster al luft ud af en ellers fin humanistisk historie.

Og heller ikke Alfred Veiels Wer wenn nicht wir, om Rote Armee Fraktion-stifteren Gudrun Ennslin og hendes kæreste gennem mange år, Bernward Vesper, formår at skabe en gribende historie. Den vandt den særlige Alfred Bauer-pris.

Publikums festival
Dieter Kosslick har værnet sig mod tidligere års kritik af konkurrenceprogrammet ved at slå fast, at Berlinalen ikke er kritikernes, men publikums festival.

I det lys undrer man sig blot endnu mere over valget af film som Schlafkrankheit og El premio. Der tegner sig et billede af film, som hverken overbeviser intellektuelt eller følelsesmæssigt - og den slags har altså svært ved at finde et publikum.

Problemet er ikke, at filmene er mislykkede, men at de slet og ret er uinteressante. Som det ufokuserede amerikanske ghettodrama Yelling to the Sky, der intet har at gøre på en af verdens mest prestigiøse festivaler.

Afgang Kosslick!
Det er en ond cirkel. En dansk filmmand, der hvert år besøger et hav af festivaler verden rundt, fortalte undervejs til Ekko, at der efterhånden bliver set ned på film og instruktører, der udtages til Berlinalens konkurrence.

De anerkendte instruktører styrer uden om Berlin, og det er selvsagt et massivt problem for festivalen. Et problem, der peger lige lukt mod B-festivalernes mindre fashionable univers, og som i særlig grad er opstået under Dieter Kosslicks ledelse.

Kosslick har siden 2001 skabt en yderst professionel festival, der kører som en velsmurt maskine. Det er en festival, hvor der gemmer sig talrige perler i festivalens sideprogrammer som Panorama og Forum - og derfor fortsat er et slaraffenland for filmelskere.

Men hovedkonkurrencen er trods alt det, en festival skal måles på. Og her halser Berlinalen slukøret efter Venedig og Cannes.

Måske er det tid til, at Dieter Kosslick lader nye kræfter komme til?