En fortjent Berlin-vinder

Det iranske drama Jodaeiye Nader Az Simin løb med Guldbjørnen på årets Berlin Film Festival. Ekkos anmelder giver filmen seks stjerner.

Ligesom sine iranske landsmænd Abbas Kiarostami og Jafar Panahi har instruktør Asghar Farhadi en evne til at skabe en vedkommende og troværdig historie, hvor helt almindelige mennesker presses ud i de mest desperate situationer.

Jodaeiye Nader Az Simin hedder hans iranske Berlinale-vinder.  På dansk betyder det noget i retning af ”Nader og Simin, en separation”. Som titlen mere end antyder, er omdrejningspunktet et ægteskabsbrud.

Et klassisk skilsmissedrama med egoistiske forældre og svigtede børn, tænker man. Det er den også, men slet ikke på den forudsigelige, kliché-fyldte facon. Og Asghar Farhadis fremragende film er også meget mere end det.

Skilsmisse på iransk
Filmen åbner i skilsmisseretten, hvor middelklasseparret Nader og Simin taler direkte til kameraet, der er sat i dommerens sted.

Simin ønsker en skilsmisse, fordi hun vil arbejde i udlandet som lærer, så hun kan give deres elleveårige datter Termeh en lysere fremtid. Familien har fået udrejsetilladelse, men Nader, en bankmand, vil nu ikke af sted, fordi han ikke vil forlade sin far, der lider af Alzheimers.

Nader kræver forældremyndigheden over datteren, som også selv ønsker at blive hos faren. Nader vinder sagen. Og da Simin flytter over til sin mor, ansætter Nader i al hast den fattige kvinde Razieh til at tage sig af sin far i dagtimerne.

Moral og religion
Razieh er højgravid, har sin femårige datter med hver dag, og arbejdet med faren sætter hendes strenge religiøse principper på prøve. I en scene ringer hun for eksempel til, hvad man må formode er hendes imam, for at spørge, om det vil være en synd at skifte den gamle, senile mand, som har tisset i sin pyjamas.

Hun vælger ikke at fortælle sin temperamentsfulde og gældstyngede ægtemand Hodjat, at hun har taget arbejde hos en enlig far.

En ophedet diskussion mellem Razieh og Nadar resulterer i, at Nadar skubber Razieh ud af døren. Da hun glider på trappen, mister hun sit ufødte barn, og Nadar sigtes for manddrab.

Kompleks og nervepirrende
Scene for scene tilspidses konflikten yderligere, idet nye detaljer afsløres og åbner nye moralske perspektiver. Plottet er på en gang komplekst og nervepirrende.

Klasseforskellen mellem de to familie træder tydeligt frem i retssagen, der skal afgøre, om Nader er morder.

De sekulære, separerede Nader og Simin har gode jobs, er veluddannede og kan argumentere for deres sag uden at hæve stemmen.

Simin bærer sit silketørklæde skødesløst og elegant. Razieh er klædt i en kulsort, stramtsiddende chandor . Og hendes arbejdsløse mand Hodjat har svært ved at diskutere uden hidsigt og højlydt at gribe til Koranens højtidelige ord.

Løgnens funktion
Ingen er skildret som deciderede skurke – selv dommeren er både retfærdig og tålmodig. Skurken er snarere det juridiske spind af bureaukrati, ære og religion, som alle er fanget i.

I en gribende scene mod slutningen må den unge, seriøse datter Termeh se billedet af sin retskafne far krakelere. Og hun lærer, at samfundet fungerer på en løgn.

Der findes ingen lette svar her, og Termeh må til sidst definitivt vælge mellem mor og far.

Intim og dynamisk
Det er ikke uden grund, at filmen udover Guldbjørnen også vandt to Sølvbjørne for de kollektive præstationer af henholdsvis de mandlige og de kvindelige skuespillere. De – på disse breddegrader – forholdsvis ukendte skuespillere leverer kraftpræstationer hele vejen rundt.

Med hjælp fra fotografen Mahmoud Kalari fortæller Farhadi sin historie i intime og dynamiske billeder, hvor der konstant skabes bevægelse og tempo via klipning og koreografi. Spilletiden på over to timer føles derfor ikke et øjeblik for langt.

Politisk vinder
Farhadi stiller vægtige og skarpe spørgsmål til flere forhold i det iranske samfund: ægteskab, religion, bureaukrati, social ulighed.

Men der er også noget at hente for ikke-iranere i form af universelle spørgsmål om skyld og ansvar og sandhedens ofte subjektive natur.

Med tanke på den verserende sag om det fængslede jurymedlem Jafar Panahi kan berlin-juryens valg af en iransk film virke politisk motiveret.

Men det er ikke desto mindre svært at komme i tanke om en mere fortjent vinder af Guldbjørnen end Jodaeiye Nader Az Simin.

Filmen er købt af Camera Film og får formentlig dansk biografpremiere senere på året.